Efter du har ansat eleven
Unge, der gerne vil være revisorelev, skal have afsluttet hhx, studentereksamen, hf eller htx. En toårig hg kan også give adgang afhængigt af, hvilke fag eleven har haft og på hvilket niveau.
Har kandidaten afsluttet hhx eller toårig hg, er elevtiden to år. Med de øvrige eksamener er elevtiden to år og 12/18 uger. De ekstra uger består af en suppleringsuddannelse på en handelsskole, inden elevtiden begynder. Her kan man vælge mellem HHX Fagpakke på 18 uger eller HG's på 12 uger.
Du/eleven kan også kontakte studievejlederen på den lokale handelsskole og få lavet en IKV-plan, hvorefter eleven i samarbejde med skolen selv læser de manglende fag op.
I løbet af elevtiden er der seks-otte ugers undervisning på en handelsskole, hvor uddannelsen afsluttes med en fagprøve. Når eleven har bestået fagprøven, er han eller hun revisorassistent og har dermed taget det første skridt på vejen til registreret revisor.
Målet med uddannelsen er, at eleven skal kunne tage sig af formidling, service og revision i forbindelse med virksomhedens revisionsopgaver. Opgaverne skal løses ud fra en forståelse af revisorvirksomheden såvel som rådgiver som kontrolfunktion.
Eleven lærer at udføre arbejdet under anvendelse af gældende retlige regler, revisionsprotokoller, revisorlovgivningen og i overensstemmelse med virksomhedens servicekoncept, interne procedurer og kvalitetskrav.