14.09.2011
Årsrapporten er vigtigste informationskilde om danske virksomheder
Faglig nyhedDeltag i Årets Regnskabskonference 6. oktober 2011 og hør bl.a. om, hvordan regnskabsbrugerne vurderer årsrapportens værdi som informationskilde. På konferencen præsenteres resultaterne af en stor undersøgelse blandt danske brugere og virksomheder.
En undersøgelse blandt et stort antal regnskabsbrugere og virksomheder i Danmark viser, at årsrapporten er den vigtigste informationskilde om virksomheden. Dette gælder for børsnoterede virksomheder, men i særlig grad også for de store ikke-børsnoterede virksomheder. Regnskabsbrugerne anvender i høj grad de informationer, der fremgår af ledelsesberetningen. Det gælder først og fremmest informationer om forventet udvikling, kommentarerne til det forgangne års udvikling, strategi, nøgletal og risikooplysninger.
Regnskabsbrugerne anvender også i høj grad noterne, herunder noter om virksomhedssammenslutninger, finansielle instrumenter og nedskrivninger vedrørende goodwill samt noter vedrørende anlægsaktiver og eventualforpligtelser.
Undersøgelsen er udarbejdet af lektor Thomas Riise Johansen og professor Thomas Plenborg, begge CBS, samt partner Henrik Steffensen og kommunikationschef Pernille Stokholm Bøg, begge PwC, der også har finansieret undersøgelsen. De regnskabsbrugere, der har deltaget i undersøgelsen er bl.a. banker, private investorer og aktieanalytikere. Undersøgelsen er den hidtil mest omfattende af sin art i Danmark. I alt 667 virksomheder og regnskabsbrugere har deltaget i undersøgelsen, der er gennemført som en e-survey i april-juni 2011.
På Årets Regnskabskonference den 6. oktober 2011 på Radisson Blu Falconer Hotel, Frederiksberg, vil to af forfatterne bag undersøgelsen, Thomas Plenborg og Henrik Steffensen, præsentere resultaterne af undersøgelsen.
Konferencen afsluttes med uddeling af CSR-rapportprisen 2011.
Deltag i konferencen ved tilmelding via www.regnskabskonference.dk