Regnskabsråd i Storbritannien lægger op til øget anvendelse af XBRL

Faglig nyhedDet engelske regnskabsråd, FRC, anbefaler, at virksomheder og regnskabsbrugere gør sig klar til at bruge XBRL, også i virksomhedens eksterne rapportering.

Regnskab

XBRL anvendes allerede som rapporteringsværktøj i 60 forskellige lande heriblandt Danmark, og ved rapportering af regnskaber til skattemyndighederne i Storbritannien. Men der er pt. intet krav om at aflæggelse af de eksterne koncernregnskaber i Storbritannien skal ske i XBRL-format. FRC Lab har derfor udgivet en rapport om mulighederne for anvendelse af XBRL som digitalt rapporteringsværktøj i Storbritannien, også for eksterne koncernregnskaber.  

Konklusionen er klar. XBRL rummer mange potentielle fordele for regnskabsaflæggerne og regnskabsbrugerne. Det understreges samtidig i rapporten, at langt fra alle aktører er klædt lige godt på til den teknologiske udvikling. En succesfuld overgang til XBRL i den eksterne rapportering kræver, at der iværksættes en række handlinger og initiativer på tværs af erhvervslivet.

For at øge samarbejdet mellem lovgivere og andre regulatorer på nationalt og internationalt plan foreslår FRC Lab, at der nedsættes et udvalg bestående af repræsentanter fra regeringen og de forskellige myndigheder. Udvalget bør blandt andet få mandat til at undersøge fordele og ulemper ved digital rapportering i Storbritannien – en proces, der muligvis vil resultere i nødvendige tilpasninger af rapporteringskravene.  

FRC Lab anbefaler, at virksomhederne og deres rådgivere hurtigst muligt lægger en strategi for brugen af XBRL i de daglige forretningsgange. Investorer og brugere af regnskabsdata har naturligvis et selvstændigt ansvar for at gøre sig bekendt med den nye teknologi. FRC Lab understreger dog i den forbindelse, at en del af ansvaret også ligger hos udbyderne af digitale rapporteringsværktøjer. Softwareleverandørerne opfordres således til at fortsætte med en produktudvikling, hvor der samtidig er fokus på værktøjer og vejledninger til ikke-tekniske brugere.

FRC Lab er oprettet af Financial Reporting Council med det formål at forbedre effektiviteten af virksomhedernes rapportering i Storbritannien. Anbefalingerne fra FRC Lab udgør ikke nye krav til rapportering, men har alene karakter af observationer fra praksis, om mulighederne for en mere effektiv rapportering. FRC Lab har oplyst, at temaet for den næste rapport er blockchain.

FSR – danske revisorer, har tidligere bragt en faglig nyhed, om en rapporteringsmæssig værdikæde med dertilhørende karakteristika, som ifølge FRC Lab danner rammerne for fremtidens digitale rapportering. Værdikæden, kan inddeles i tre faser, herunder produktion, distribution og forbrug, hvor der til hver fase er tilknyttet fire karakteristika, som regeludstedere og virksomheder bør være opmærksomme på, når det kommer til udvikling af fremtidens digitale rapportering.

Læs rapporten om XBRL fra FRC Lab her. 

Læs faglig nyhed om den rapporteringsmæssige værdikæde her.  

 

 

 

 

Kontakt

  • Ole Steen Jørgensen

    Chefkonsulent - cand.merc.aud.

    3369 1026
    4193 3126
  • Patrick Markussen

    Student

    3369 1044