Høring af lovforslag om obligatorisk digital regnskabsindsendelse

Faglig nyhedØkonomi- og Erhvervsministeriet har udsendt høringudkast til lovforslag om digitale regnskaber.
Der vil blive krav om digital indberetning for virksomheder i regnskabsklasse B, hvis indsendelsesfrist udløber 31. maj 2012 eller senere. I regnskabsklasse C vil der tidligst blive krav om digitale årsrapporter, hvis indsendelsesfristen udløber 31. december 2012 eller senere. I klasse D vil der tidligst skulle indsendes digitalt, hvis indsendelsefristen udløber 31. december 2013 eller senere.

Regnskab

Økonomi- og Erhvervsministeriet har udsendt høringudkast til lovforslag om digitale regnskaber.

Der er i udkastet lagt op til at indsætte hjemmel til Erhvervs- og Selskabsstyrelsen til at kræve årsrapporter indberettet eller indsendt digitalt ved anvendelse af bestemte it-systemer, særlige digitale formater og digital signatur.

I bekendtgørelsen vil der blive fastsat regler om, hvordan revisor påtegner årsrapporter, der indberettes digitalt, og om revisors ansvar i forbindelse hermed. Desuden vil der blive fastsat regler om rådgivers, eksempelvis revisors, ansvar i forbindelse med indberetning af den digitale årsrapport til styrelsen i de tilfælde, hvor virksomheden har anmodet sin rådgiver om at indberette årsrapporten.

Der vil ifølge udkastet til lovbemærkninger blive krav om digital indberetning for virksomheder i regnskabsklasse B, hvis indsendelsesfrist udløber 31. maj 2012 eller senere.

Virksomheder i regnskabsklasse C vil have behov for en længere overgangsperiode. Disse virksomheder vil tidligst blive pålagt at indberette årsrapporten digitalt for årsrapporter, hvis indsendelsesfristen udløber 31. december 2012 eller senere.

Virksomheder i regnskabsklasse D vil tidligst blive pålagt at indberette årsrapporten digitalt for årsrapporter, hvis indsendelsefrist udløber 31. december 2013 eller senere.

Der er i øvrigt indføjet bemærkninger om muligheden for ikke at tagge på noteniveau. Det er anført: "Det første år, hvor virksomhederne får pligt til at indberette deres årsrapport digitalt ... vil der blive tale om en forenklet indberetning af regnskabsdata, såkaldt "clob-opmærkning", for så vidt angår noter, ledelsespåtegning, ledelsesberetning og anvendt regnskabspraksis. Med clob-opmærkning menes, at data, f.eks. den fulde note, inddateres samlet i ét felt....".

Desuden er omtalt muligheden for at fastsætte regler om undtagelse fra kravet om digital indsendelse, navnlig hvor en virksomheds behov for benævnelse af regnskabsposter viser sig at være så atypisk, at de udviklede systemer (REGNSKAB BASIS henholdsvis REGNSKAB SPECIAL) ikke tager højde herfor. Virksomheder i regnskabsklasse B eller C, som vælger at udarbejde årsrapport efter IFRS kan - indtil digitale regnskaber bliver obligatoriske for klasse D - ligeledes undtages fra kravet om digital indberetning.

Høringsparter, herunder FSR, kan sende bemærkninger til udkastet til lovforslag senest 10/1 2011.

FSR's medlemmer og andre er meget velkomne til at sende kommentarer til FSR's sekretariat, osj@fsr.dk, senest den 4. januar 2011.

Følgebrev fra Økonomi- og Erhvervsministeriet december 2010

Høringsudkast til lovforslag om digitale regnskaber mv. december 2010