Mangelfulde årsrapporter indsendt til Erhvervsstyrelsen

Faglig nyhedDanske selskaber aflægger i disse måneder tusindvis af årsrapporter, der offentliggøres hos Erhvervsstyrelsen. Der har vist sig hyppigt at være fejl, især når en revisor ikke har medvirket, og FSR - danske revisorer hører gerne om eksempler på mangelfulde årsrapporter.

Regnskab

Erhvervsstyrelsen forventes i månederne april og maj 2017 at modtage mere end 80.000 årsrapporter fra danske aktie- og anpartsselskaber mv.

Artikler i Dagbladet Børsen og Jyllands-Posten Finans i januar og marts 2017 fokuserede på en særdeles mangelfuld årsrapport for et nystiftet selskab, der havde som formål at købe, sælge og investere i vin.

Der var tale om første årsrapport for dette selskab, og de repræsentanter for selskabet, der indrapporterede årsrapporten for første regnskabsår var synligvis ikke regnskabskyndige. Først efter krav om omgørelse og medvirken af en fagkyndig revisor blev der udarbejdet og indsendt en behørig årsrapport.

FSR - danske revisorer har via Ugens Kommentar i foreningens nyhedsbreve i februar 2017 opfordret medlemmer til at indsende groft fejlbehæftede og misvisende regnskaber til FSR's sekretariat. Der tænkes primært på årsrapporter, hvor kvaliteten åbenlyst er så dårlig, at den mangelfulde årsrapport kalder på en reaktion fra Erhvervsstyrelsen.

FSR - danske revisorer modtog i februar 25 henvendelser, og vi har gennemlæst og fundet alvorlige fejl i 20 af disse årsrapporter, og har derfor henledt Erhvervsstyrelsens opmærksomhed på disse fejl. Det er herefter naturligvis op til Erhvervsstyrelsen af iværksætte en eventuel sanktion.

 Nogle af de fejltyper, som ser ud til at gå igen, er:

- Manglende ledelsespåtegning (kan ikke fravælges, hvis der er mere end ét ledelsesmedlem)

Manglende sammenligningstal

- Mangelfuld beskrivelse af anvendt regnskabspraksis (kan kun udelades, hvis man er omfattet af mikro-reglerne og skriver det i en note, og gælder ikke for holdingselskaber)

- Mangler i håndtering af mulighed for at undlade revision (betingelserne opfyldes ikke).

I stort set alle tilfælde er der tale om årsrapporter, der ikke har været underlagt revision eller anden medvirken fra en statsautoriseret eller registreret revisor. I sådanne situationer stilles naturligvis større krav til den offentlige kontrol med regnskaberne.

FSR - danske revisorer har over for Erhvervsstyrelsen påpeget, at årsrapporterne har en vigtig funktion i erhvervslivet og det er vigtigt for erhvervslivets og offentlighedens tillid til virksomhedernes registreringer, at de årsrapporter der offentliggøres via Erhvervsstyrelsen fuldt ud opfylder lovens krav til årsrapporterne. Desuden er det uheldigt, hvis det ikke har en konsekvens, at nogle virksomheder ser mere lemfældigt på pligterne til at overholde regnskabskrav end andre.

I lyset af, at der her i april og maj måned afleveres mange tusinde årsrapporter til Erhvervsstyrelsen som gerne skulle give nyttig og korrekt information til regnskabsbrugerne vil vi i FSR - danske revisorer atter henlede opmærksomheden på, at når medlemmer støder på groft fejlbehæftede og misvisende regnskaber kan disse stadig sendes til rigtigrevisor@fsr.dk med oplysninger om, hvor i årsrapporterne der er åbenlyst grove fejl eller mangler. Vi vil så gennemgå dem og henlede Erhvervsstyrelsens opmærksomhed på sådanne særligt grove fejl, som kalder på en reaktion.

 

 

 

 

 

 

 

 

Kontakt

  • Ole Steen Jørgensen

    Chefkonsulent - cand.merc.aud.

    3369 1026
    4193 3126
  • Jan Brødsgaard

    Fagkonsulent - cand.merc.aud.

    3369 1060