Lovforslag om registrering af ejeroplysninger om ihændehaveraktier er fremsat

Faglig nyhedLovforslag om lovpligtig registrering af ejeroplysninger for ihændehaveraktier er fremsat i Folketinget. Pligten forventes sat i kraft, når Erhvervsstyrelsens nye ejerregister er færdigudviklet ultimo 2013.

Virksomhedsret

Erhvervs- og vækstministeren har den 21. marts 2012 fremsat lovforslag om lovpligtig registrering af ejeroplysninger for ihændehaveraktier. Lovforslaget indeholder desuden ændring af de børsnoterede selskabers betaling for regnskabskontrollen.

Forslaget om ændring af selskabsloven har til formål at sikre, at Danmark i videst muligt omfang kan opfylde de forpligtelser i internationalt samarbejde om skatteforhold, som Danmark har påtaget sig. Forslaget skal råde bod på kritik fra en international organisation - Global Forum on Transparency and Exchange of Information for Tax Purposes - der i en rapport har anbefalet, at myndighederne får adgang til i oplysninger om ejerne af ihændehaveraktier.

For at sikre adgang til oplysninger om indehavere af ihændehaveraktier indføres en pligt for de enkelte aktionærer, som besidder mindre end 5 % af stemmerettighederne eller mindre end 5 % af kapitalen i et selskab, til at registrere sig i en særlig "lukket del" af Erhvervsstyrelsens it-system, som kun myndighederne har adgang til. Pligten gælder dog ikke ejere af ihændehaveraktier i børsnoterede selskaber.

Aktionærer med mindst 5 % af stemmerettighederne eller mindst 5 % af kapitalen skal efter de allerede vedtagne regler i den nye selskabslov være offentligt tilgængelige i ejerregisteret hos Erhvervsstyrelsen.

Ejerregisteret er endnu ikke etableret, da selve it-systemet vil blive etableret som led i Erhvervsstyrelsens generelle moderniseringsprogram. Det forventes, at ejerregisteret - og dermed pligten til at indberette oplysninger til dette register - kan træde i kraft med udgangen af 2013.

Der er i øvrigt fra skatteministeren fremsat lovforslag om ændring af skattekontrolloven, der skal sikre en tilsvarende åbenhed om ejerforholdene i andre virksomhedsformer, jf. lovforslag nr. L 44, fremsat af skatteministeren den 30. november 2011.

Lovforslaget fra erhvervs- og vækstministeren indeholder endvidere en ændring af betalingen for regnskabskontrollen i børsnoterede selskaber. Siden indførelsen af den offentlige regnskabskontrol i 2004 i regi af Fondsrådet har betalingen for regnskabskontrollen foregået i form af en fast afgift pr. børsnoteret virksomhed. Da afgiftsprovenuet ikke længere kan sikre fuld dækning af samtlige Erhvervsstyrelsens omkostninger i forbindelse med kontrollen, ændres finansieringen, således at man fremover opererer med omkostningsbestemte gebyrer, som Erhvervsstyrelsen får hjememl til at fastsætte ved bekendtgørelse.

Regnskabskontrollen blev oprindeligt indført i 2004 som led i opfyldelse af et direktivkrav, der har til formål at øge investorbeskyttelsen ved at sikre, at børsnoterede virksomheder overholder reglerne for finansiel information.

Lovforslag nr. L 115 om pligtig registrering af ihændehaveraktier, fremsat 21. marts 2012

Kontakt

  • Ole Steen Jørgensen

    Chefkonsulent - cand.merc.aud.

    3369 1026
    4193 3126