Mindre virksomheder får hjælp af Regnskab Basis

Faglig nyhedRegnskab Basis, som er en del af Erhvervs- og Selskabsstyrelsens digitale indberetningsløsning Regnskab 2.0, er en løsning, hvor mindre virksomheder i regnskabsklasse B får mulighed for at danne en digital årsrapport enkelt og ligetil på virk.dk

Digitale regnskaber

Regnskab Basis, som er en del af Erhvervs- og Selskabsstyrelsens digitale indberetningsløsning Regnskab 2.0, er en løsning, hvor mindre virksomheder i regnskabsklasse B får mulighed for at danne en digital årsrapport enkelt og ligetil på virk.dk

Af journalist Trine Baadsgaard, bragt i samarbejde med Erhvervs- og Selskabsstyrelsen 

For mindre virksomheder med enkle regnskaber kan det virke som en stor opgave at skulle have xbrl-parat software og sætte sig ind i den nye teknik. Derfor har Erhvervs- og Selskabsstyrelsen lavet en løsning ’Regnskab Basis’, hvor det er muligt at danne en digital årsrapport ud fra virksomhedens eksisterende tal og uden brug af særligt xbrl-parat software.
 
”Indberetningen af årsrapporten foregår i 3 simple trin, og det eneste, man skal have klar, er sine regnskabsdata og en digital signatur eller Nem ID,” fortæller fuldmægtig i Erhvervs- og Selskabsstyrelsen Lise Fode.
 
I første trin logger man på virk.dk og danner årsrapporten ved at indtaste sine regnskabsdata eller evt. kopierer dem over fra en eksisterende elektronisk udgave, alt efter hvad der er nemmest.
Regnskab Basis henter automatisk de oplysninger, som Erhvervs- og Selskabsstyrelsen allerede ligger inde med såsom regnskabsperiode, adresse, navne på ledelsesmedlemmer og revisor.
 
”Vi forsøger at lave en løsning, hvor brugeren skal taste så lidt som muligt. Vi har i øvrigt også lagt forskellige ’rumleriller” ind i systemet for så vidt muligt at hjælpe virksomhederne med at holde sig på sporet. Det sker bl.a. ved pop-up advarsler,” fortæller Lise Fode.

Indberetning af den godkendte årsrapport
Når man har dannet sin årsrapport, kommer man til andet trin, hvor man udskriver en pdf-udgave af den og tager den med til generalforsamlingen og får den godkendt.
Afslutningsvist logger man i tredje trin på igen og indberetter den godkendte årsrapport og modtager en kvittering for indberetningen. Årsrapporten skal ikke efterfølgende indsendes i et underskrevet eksemplar.

Lise Fode fortæller også, at det i Regnskab Basis til årsskiftet vil være muligt for virksomheder i regnskabsklasse B at give nogle af de oplysninger, som de større virksomheder skal afgive - det gælder f.eks. pengestrømsopgørelsen.

”Det har været et ønske fra flere brugere og også fra FSR – danske revisorer, at pengestrømsopgørelsen kunne være en del af de oplysninger, man gav for virksomheder i regnskabsklasse B, og det bliver altså snart muligt, ” slutter Lise Fode.


 

 

Artikelserie om XBRL

FSR – danske revisorer bringer i samarbejde med Erhvervs- og Selskabsstyrelsen en artikelserie om digital indberetning af regnskaber. Artiklerne i serien går tæt på de forskellige muligheder for digital indberetning, så du kan blive klædt på til den digitale indberetning.

Se alle artikler i serien