22.09.2011
Start allerede nu på de digitale regnskaber
Faglig nyhedOvergangen til digitale årsrapporter sker gradvist. Den første frist er for regnskabsklasse B den 31. januar 2012. Allerede nu er det med at komme i gang.
Overgangen til digitale årsrapporter sker gradvist. Den første frist er for regnskabsklasse B den 31. januar 2012. Allerede nu er det med at komme i gang.
Af journalist Trine Baadsgaard, bragt i samarbejde med Erhvervs- og Selskabsstyrelsen
Det har været kendt længe, at virksomhedernes årsrapporter skal digitaliseres. Indtil videre er det frivilligt, om man vil gøre det, men meget snart bliver det obligatorisk. Der er derfor ingen grund til at tøve, og det kan være en god ide at øve sig, inden det bliver et ufravigeligt krav.
”Den løbende overgang vedrørende indsendelse af de digitale årsrapporter er en vigtig pointe. Vi starter med de mindste virksomheder i regnskabsklasse B og derefter C. Til sidst kommer turen til regnskabsklasse D med de største selskaber med de mest komplicerede regnskabsforhold,” fortæller kontorchef i Erhvervs- og Selskabsstyrelsen Janne Wesch Lorentzen.
Ligget klar længe
Siden december 2010 har de digitale løsninger, som regnskabsklasse B og C kan bruge, ligget klar.
”Det er derfor bare om at komme i gang, ” opfordrer Janne Wesch Lorentzen.
I øjeblikket arbejder Erhvervs- og Selskabsstyrelsen med værktøjerne og den første version af den såkaldte taksonomi – som er en slags indholdsfortegnelse – for regnskabsklasse D. Den er klar til at komme i høring inden udgangen af året.
”Vi er rigtig glade for den dialog, vi har med både FSR – danske revisorer og de forskellige revisorer og revisionshuse, der har meldt deres interesse. Vi skal selvfølgelig udvikle de bedste digitale løsninger i tæt samspil med revisorer, virksomheder og regnskabsbrugere, ”siger Janne Wesch Lorentzen, der også opfordrer brugere til at besvare det spørgeskema om Regnskab 2.0, som præsenteres efter den digitale indberetning af årsrapporten er afsluttet.
Frister for digital indberetning af årsrapporter
Obligatorisk digital indberetning af årsrapporter for årsrapporter med balancedato og dermed indsendelsesfrist:
Virksomheder i regnskabsklasse B: 31. januar 2012 eller senere , dvs. indsendelsesfrist 30. juni 2012 eller senere
Virksomheder i regnskabsklasse C: tidligst 31. juli 2012, dvs. indsendelsesfrist 31. december 2012
Virksomheder i regnskabsklasse D tidligst 31. august 2013, dvs. indsendelsesfrist 31. december 2013