07.09.2011
XBRL - en åben og gratis standard
Faglig nyhedXBRL-sproget er en udbygning af det anerkendte standardsprog XML. Det er en gratis og åben standard med uanede muligheder for udveksling af finansielle data. Både såkaldt instans og taksonomi skal bruges for at oplysningerne giver mening.
XBRL-sproget er en udbygning af det anerkendte standardsprog XML. Det er en gratis og åben standard med uanede muligheder for udveksling af finansielle data. Både såkaldt instans og taksonomi skal bruges for at oplysningerne giver mening.
Af journalist Trine Baadsgaard, bragt i samarbejde med Erhvervs- og Selskabsstyrelsen
Teknisk set er XBRL en udbygning af det store computer- og internetsprog XML.
”XML er en vigtig og central standard i rigtig mange sammenhænge. XBRL bygger ovenpå dette sprog og overholder alle dets regler,” fortæller chefkonsulent i Erhvervs- og Selskabsstyrelsen Niels-Peter Rønmos.
En anden væsentlig ting i forhold til XBRL er, at det er en åben, gratis standard.
”I forhold til f.eks. Word og Excel skal man ikke have fat i Microsoft eller en anden leverandør for at benytte sig af det, og det er en meget vigtig pointe,” siger han.
Han peger også på, at XBRL er såkaldt interoperationelt, hvilket betyder, at når man flytter sine data fra en maskine til en anden, fra en server til en anden eller på anden måde skal flytte data, så passer tingene sammen.
”På den måde adskiller det sig fra mange andre standarder og det er helt klart en af XBRLs meget store styrker, ” siger Niels-Peter Rønmos.
To begreber
XBRL består i virkeligheden af to begreber. Dels det man skal indsende – en såkaldt instans og det man skal indsende op imod – en såkaldt taksonomi.
”Filen med data, instansen, er blot en ’dum’ oplistning af information. Det er først i kombinationen med taksonomien, at den begynder at blive interessant,” fortæller Niels-Peter Rønmos.
Taksonomien beskriver han som en slags indholdsfortegnelse, et hierarki over data, der gør, at de får deres rette plads og kan bruges i den rette sammenhæng.
”Med taksonomien bliver data pludselig til information, der gør det muligt at se og bruge tallene i mange forskellige sammenhænge alt efter om man f.eks. er Danmarks Statistik eller SKAT,” siger Niels-Peter Rønmos.
Taksonomien kan ændres, begrænses og udvides.
”Den har svært ved at behandle billeder og grafik, men udover det, kan har jeg ikke fantasi til at forestille mig, hvad den ikke vil kunne klare, ” siger han.