Undervisningsforløbet

I efteråret 2007 begyndte første årgang på det eksamensforberedende SR-Akademi, der afvikles over 2 år.

Det samlede undervisningsprogram er tilrettelagt som 4 obligatoriske internatkurser á 5 dages varighed. Herudover afvikles et introkursus over en formiddag to steder i landet ultimo juni måned. Kursisterne skal deltage og vi anbefaler, at den enkelte kursists mentor ligeledes deltager denne dag.

Som hjælp til de kursister, der vil indstille sig til den skriftlige del af revisoreksamen, arrangeres herudover et skriftligt eksamenstræningskursus i juni måned samt en årlig 2-dages skriftlig prøveeksamen i marts måned. Endvidere udbydes årligt én ekstra prøveeksamen i november måned, som løses under private forhold.

Til de kursister, der har bestået den skriftlige del af revisoreksamen, arrangeres et intensivt, mundtligt eksamenstræningskursus umiddelbart inden den mundtlige SR-eksamen, af 3-dages varighed.

Indholdet af de enkelte moduler tilpasses og justeres løbende. I forbindelse med udviklingen og planlægningen af modulerne lægger vi naturligvis vægt på, at de emner, der er nævnt i eksamensbekendtgørelsen, i det væsentligste bliver dækket af undervisningen.

Fra tilegnelse af kvalifikationer til udvikling af kompetencer

Med afsæt i analysen af den eksisterende SR uddannelse (Praktisk Del) og hovedkonklusionerne herfra, nemlig ønskerne om bedre udvikling af 'praktisk grundlag og kompetencer', 'bedre kobling mellem teori og praksis' samt 'commitment fra alle interessenter', er udgangspunktet for SR-akademiet at starte en kontinuerlig læringsproces. Ud over tilstedeværelsesundervisningen er der overordentlig stor fokus på kandidaternes 'egenlæring' før og efter kursusmodulerne og fokus på baglandets opbakning og support af dette.

Omdrejningspunktet i undervisningen er opgaveløsning i virkelighedsnære cases, rollespil med træning i eksamenslignende situationer, krav til efterfølgende praktik på kundeopgaver og situationer – for at få den faglige viden omsat til praksis. Desuden indgår løsning af skriftlige opgaver og litteraturstudier.

For at understøtte kandidatens mulighed for et optimalt udbytte af forløbet, opfordres alle virksomheder til at tilknytte en mentor til den enkelte kandidat - en mentor, der har beslutningskompetence til at støtte kandidaten og påvirke arbejdsområder og opgavetyper.

Før SR-akademiets start inviteres både kandidat og mentor til Introdagen, hvor SR-akademiet beskrives, og hvor ikke mindst mentors og kandidatens rolle adresseres.

Selvevaluering – har kandidaten de rette kompetencer for at lære og bidrage til læringsprocessen?

Før start på SR-Akademiet opfordres kandidaten til, sammen med mentor, at udfylde en 'selvevaluering' med afsæt i kandidatens faglige og holdningsmæssige niveau. Det vurderes, om kandidaten har de rette kvalifikationer og kompetencer for at kunne få udbytte af undervisningen og for at kunne deltage aktivt i opgaveløsningen. Hvis kandidaten har mangler i viden, holdninger eller erfaringer opfordres mentor og kandidat til sammen at lægge en plan for, at kandidaten kommer på nødvendigt niveau.

For at sikre, at alle deltagere er på passende niveau før uddannelsens start, skal kandidaterne tage en obligatorisk MC-test, der skal bestås. Det skal dog bemærkes, at den enkelte kandidat kan tage MC-testen gentagne gange indtil denne er bestået. Kandidaten skal ligeledes aflevere en skriftlig 8 timers opgave, som dog ikke er omfattet af beståelsespligt. Kandidaten får, som et led i modul 1 forløbet, personlig feedback på opgaven.

Endvidere bliver kandidaterne bedt om at tage en MBTI test til brug for den gruppeinddeling, som understøtter arbejdsformen dvs. opgaveløsningen og teamarbejdet på modulerne.

FSR - danske revisorer stiller en række e-learning moduler til rådighed, som kandidaten kan betragte som et tilbud.

For at skærpe kravet om seriøsitet og parathed, forbeholder vi os ret til at afvise kandidater, der ikke opfylder ovenstående betingelser.

De læringsmæssige mål – kompetenceniveau A og B – en ny undervisningsform!

SR-Akademiet er bygget op omkring en pædagogisk model, der tager afsæt i en meget klar definition af modulets læringsmæssige mål: Hvad kan/skal kandidaten tilegne sig af viden, holdninger og kompetencer på selve kursusmodulet, defineret som kompetenceniveau A, og hvad skal kandidaten have af kompetencer, holdninger og viden ved slutningen af uddannelsesforløbet (for at kunne bestå eksamen) - kompetenceniveau B.

For at nå den ønskede kompetenceprofil i umiddelbar forlængelse af kurset, kompetenceniveau A, arbejdes der med en fast defineret og bred vifte af pædagogiske værktøjer: simulerede hasteopgaver, dilemmaer, cases, prøveeksamener, gruppearbejde, rollespil og mere traditionel forelæsningsform understøttet af plancher – men alt sammen med udgangspunkt i en synlig kompetencemæssig basisprofil for den enkelte kandidat – nemlig det minimumsniveau af erfaring og kompetencer, kandidaten testes på som indgang til uddannelsen – og som SR-Akademiet stiller krav om.

Undervisningsformen og holdstørrelsen skifter mellem foredragsform for hele årgangen, klasseundervisning á ca. 30-40 personer og gruppeundervisning á ca. 8 personer. I ønsket om tæt kontakt og sparring med kandidaterne vil 6 gennemgående undervisere følge holdet under hele modulet, hertil kommer specialister og foredragsholdere, samt yderligere 3 undervisere som supplerer underviserteamet.

For at flytte kandidaten fra kompetenceprofil A til B, stiller SR-Akademiet krav om stadig aktivitet fra kandidaten. Den nye viden skal tages i anvendelse og helst i virkelighedsnære situationer: Der er således krav om skriftlig hjemmeopgave efter modulet, ligesom der er udarbejdet læseplaner og litteraturlister og ikke mindst en specifikation af, hvilke kundeopgaver kandidaten skal løse. Den pædagogiske model bygger således i høj grad på, at de egentlige kursusmoduler klæder kandidaten på til et vist niveau – men at det er, når viden og holdninger tages i anvendelse i hverdagen, at de egentlige kompetencer opbygges.

Sammenhængen mellem de 4 moduler er ligeledes tillagt stor vægt. De 4 moduler skal ikke betragtes som 4 selvstændige kurser, men derimod som et samlet forløb, hvor cases, metoder og niveauer løbende tilpasses.

For til stadighed at følge op på og understøtte kandidatens udvikling, lægger SR-Akademiet op til en løbende evaluering af både deltagerens performance og engagement. Der vil således være mundtlig evaluering af dette under modulerne, mulighed for at gentage MC-prøverne, tilbud om e-learning og endelig en skriftlig opgave mellem modulerne med tilbagemelding på efterfølgende modul.

Der stilles således krav om et stort engagement fra kandidatens side og et ønske om en lige så stor opbakning fra mentor og virksomheden.

Oversigt over strukturen i modulerne på SR-Akademiet

- ÅR 1 -

1. semester (efterår)

- Introdag

- Modul I

- ÅR 2 -

2. semester (forår)

- Modul II

- Skriftlig prøveeksamen

3. semester (efterår)

- Modul III

- Ekstra prøveksamen

- ÅR 3 -

4. semester (forår)

- Modul IV

- Prøveeksamen

- Ekstra prøveeksamen

- Skriftlig Eksamenstræning

5. semester (efterår – år 3)

- Mundtlig eksamenstræning

Spørgsmål?

Sekretariatet for SR-Akademiet har telefontid mandag-fredag kl. 9.00-12.00 og svarer gerne på spørgsmål. Du finder vores kontaktoplysninger her til højre.

Kontakt

  • Line Wøldike

    Uddannelseskoordinator - Cand.merc.HRM

    3369 1080
  • Lisa Abel Christensen

    Uddannelseskoordinator

    3369 1042