FSR Studerende leder

Vi skriver medio november og studiestederne summer af aktivitet. Det samme gør Folketinget, som i øjeblikket behandler et lovforslag om en ny erhvervskandidatuddannelse, som betyder, at det bliver muligt at studere på deltid uden betaling. Revisorbranchens succesfulde model med at kombinere studiet med relevant praktisk arbejde får således nyt liv, og studerende vil fremover uden ekstra omkostninger kunne få et uddannelsesforløb med et betydeligt praktisk element. Det er forventningen, at universiteterne udbyder den nye erhvervskandidatuddannelse til sommeroptag i 2018.

Jeg tror, den ny erhvervskandidatuddannelse kan få stor betydning for uddannelsen af akademikere. Vi oplever i disse år en videnseksplosion af hidtil usete dimensioner samtidig med, at robotteknologi og algoritmer overtager flere og flere opgaver. Derfor bliver det nødvendigt afveje forholdet mellem uddannelse og praktik langt grundigere. Erhvervskandidaten er et vigtigt element i den afvejning.

Det betyder ikke, at det teoretisk-faglige ikke er vigtigt. Det er det. De faglige kompetencer er fortsat centrale og afgørende for ens karrieremuligheder, og arbejdsgiverne skeler fortsat til eksamensbeviset, når de skal ansætte nyuddannede kandidater. Derfor er det vigtigt at få maksimalt udbytte af studierne.

Og nu nærmer regnskabets time sig med afløsningsopgaver og eksaminer, hvor I skal demonstrere, at I har fået noget ud af forelæsningerne og de mange timer med bøger og opgavetræning.

I foreningen giver vi en hjælpende hånd. Vi har indgået en favorabel aftale med Aspiri om rabat på eksamenstræningskurser, så medlemmer af FSR Studerende kan få 500 kr. i rabat på hvert kursus, de tilmelder sig. Læs mere her.

Det lyder måske gammeldags, men flid betaler sig. Det har den legendariske amerikanske golfspiller Arnold Palmer sat ord på. En journalist undrede sig engang over, at Arnold Palmer gang på gang fik hole-in-one og spurgte til hans utrolige held, hvortil Palmer svarede ”Det er meget sjovt De spørger, men jo mere jeg træner, desto heldige er jeg”. Det gælder også i studielivet.

Giv den en skalle, jeg ønsker jer alle sammen held og lykke og glæder mig i øvrigt til at se jer til nogle af de spændende arrangementer vi har på paletten i 2018.

Charlotte Jepsen