Mindre arveskat kan give mere i kassen

Skat

Regeringens formål med at sænke den såkaldte pengetanksgrænse fra 75 til 25 pct. er at få mere i statskassen, når selskaber går i arv fra en generation til den næste. Men provenuet kan rent faktisk blive endnu højere, hvis skatteminister Thor Möger Pedersen (SF) går med til et kompromis på 50 pct., som regeringen nu er ved at drøfte med Dansk Folkeparti, skriver Jyllands-Posten.

Michael Seerup, partner i advokatfirmaet Bech-Bruun og en af landets førende eksperter i generationsskifteskatten, har for Morgenavisen Jyllands-Posten beregnet, hvor meget en familieejet virksomhed, hvis passive midler udgør netop 75 pct. af indtjeningen, skal udlodde af værdipapirer og ejendomme for at komme ned under en pengetanksgrænse på henholdsvis 25 og 50 pct. og dermed slippe for særskatten ved et generationsskifte.

”Det er ikke utænkeligt, at den dynamiske effekt af en kompromisløsning rent faktisk vil give øget provenu i statskassen, fordi flere virksomheder vil gennemføre generationsskifte,” skriver Michael Serup i notatet, som han har sendt til Folketingets Skatteudvalg.

Oppositionen og erhvervslivet er tilfredse med, at der nu bliver åbnet for drøftelser af pengetanksgrænsen. Det samme er landets revisorer. 8 af 10 svarer nemlig i en ny undersøgelse fra brancheforeningen FSR – danske revisorer, at regeringens forslag om en grænse på 25 pct. vil begrænse virksomhedernes muligheder for at investere i vækst og arbejdspladser.

”Mange mindre, danske virksomheder vil få brug for at gennemføre et generationsskifte inden for de næste 10 år. Det er klart, at en markant stramning af reglerne vil betyde, at en stor del af disse må lægges på is eller gennemføres efter en væsentlig reduktion af selskabets likvide beredskab. Det, synes vi, er ikke hensigtsmæssigt,” siger formanden for FSRs skatteudvalg, John Bygholm.