Revisor skal tjene sine penge på rådgivning

PresseklipBørsen, 24. februar 2017

FSR i medierne

For revisionsvirksomheder er balancen mellem forretningsområderne skiftet de senere år.

I dag fylder rådgivning mere end tidligere, og det er en udvikling, branchen forventer vil fortsætte.

"Væksten sker helt klart inden for rådgivningsopgaver, og det skal ses i takt med globalisering, digitalisering og øget kompleksitet for eksempel i forhold til skat, hvor kunderne skal følges ud i verden," siger Charlotte Jepsen, adm. direktør i FSR – danske revisorer.

Øget omsætning
Revisionsopgaver automatiseres i stigende grad. Det åbner muligheder inden for rådgivning af virksomheder, der selv står i en situation, hvor de skal have hjælp til digital omstilling.

"Den teknologiske udvikling betyder nye rådgivningsopgaver, i takt med at flere data bliver digitaliseret. Her har revisorbranchen et stærkt udgangspunkt, i og med at mange af de data er af finansiel karakter," siger hun.