Svær adgang til finansiering hæmmer væksten

NyhedStrammere kreditvilkår og mangel på sikkerhed er hovedårsagerne til at SMV’erne har svært ved at få adgang til finansiering. Situationen rammer nystartede og unge virksomheder hårdest og betyder langsommere vækst eller i værste fald lukning.

AnalyseFSR - danske revisorer

Hvilken indflydelse har den aktuelle adgang til finansiering på SMV'ernes vækstmuligheder?
Klik for større grafik

Hvad er årsagerne til, at SMV'erne har svært ved at få adgang til finansiering?
Klik for større grafik

Udfordringer med adgangen til finansiering hæmmer SMV’ernes vækstmuligheder. Sådan lyder vurderingen fra syv ud af 10 revisorer i en undersøgelse fra FSR – danske revisorer. Det er blandt andet krav om sikkerhed, som udfordrer de små og mellemstore virksomheder, når de søger finansiering.

”Det er ikke overraskende, at manglende sikkerhed fremhæves som en af årsagerne til SMV’ernes finansieringsudfordring, da netop SMV’ernes størrelse af naturlige grunde betyder, at de har mindre at stille som sikkerhed. Og det er heller ikke overraskende at strammere kreditvilkår ligger som hovedårsagen til, at virksomhederne ikke kan få finansiering,” siger erhvervspolitisk direktør hos FSR – danske revisorer, Tom Vile Jensen, og uddyber:

”Der er – af gode grunde – strammet på kreditvilkårene i tiden efter finanskrisen, og den stramning rammer hårdest nederst i markedet. Næsten otte ud af 10 revisorer vurderer, at der er sket en stigning i ønsket til sikkerhed hos SMV’erne de seneste tre år. Omvendt er det kun fire ud af 10, som vurderer, at det samme er tilfældet hos de lidt større virksomheder.”

Primært nystartede og unge virksomheder som er udfordrede
Blandt alle SMV’er er det nystartede samt og unge virksomheder, der har sværest ved at få adgang til finansiering, vurderer revisorerne i undersøgelsen. Og når de unge virksomheder ikke kan få finansiering, så rammer det væksten. I værste fald må virksomhederne helt lukke.

”Det er svært at være ny, og det kræver en indsats at få en virksomhed op at køre. Lykkes det ikke at få finansieringen på plads, går det i stå. Den udfordring står mange unge virksomheder overfor, og mange vender blikket mod banken. Men bankerne kan – og må – ikke sætte indlån i spil som den risikovillig kapital til opstartsvirksomheder. Den finansiering skal folkene bag en start-up selv finde,” siger Tom Vile Jensen og fortsætter:

”Dette understreges også af, at revisorerne vurderer, at det banken ønsker, hvis de skal låne ud, er positiv driftsindtjening. Situationen betyder, at de unge virksomheder står i et finansieringslimbo. Løsningen er dog ikke, at bankerne bare skal åbne indlåns-sluserne. Det er et fornuftigt princip, at folk selv skal lægge kapital og hænder på kogepladen. Kan man ikke samle den nødvendige kapital, kan løsningen være at søge mod business angels eller måske crowdfunding, hvor private stille den risikovillige kapital til rådighed,” siger Tom Vile Jensen.
 

Læs hele undersøgelsen

Kontakt

  • Tom Vile Jensen

    Direktør - Erhvervspolitisk Center

    3369 1051
    M: 4193 3151
  • Jakob Holm

    Chefkonsulent

    3369 1069
    4193 3169