09.02.2012
Revisorerne kæmper mod EU-Kommissionen
NyhedBerlingske Business Magasin stiller i en specialrapport om revisorbranchen skarpt på revisorernes modstand mod EU-Kommissionens forslag til ny lovregulering af branchen.
Skal de store revisionsvirksomhederne tvinges til en 100% adskillelse af deres revisions og rådgivningsforretninger? Skal der indføres tvungen revisorrotation hos de store virksomheder?
De spørgsmål er centrale dele af EU-kommissionen forslag til en række nye lovkrav, som skal styrke kvaliteten i revisionen på tværs af Europa. Revisorerne er dog imod forslagene, da branchen - på trods af de gode intentioner om at styrke kvaliteten – mener, at de konkrete forslag vil få den modsatte effekt.
Berlingske Business Magasin stiller i dag skarpt på problemstillingen i en specialrapport om revisorbranchen.
EU-Kommissionens udspil kommer i kølvandet på finanskrisen og har sin oprindelse i et ønske om at styrke de finansielle informationer. Det skal blandt andet ske ved, at store revisionshuse ikke længere både må rådgive og revidere og ved, at der indføres tvungen revisor-rotation i de store virksomheder.
I revisorbranchen har man dog svært ved at se, hvordan de tiltag styrker en uafhængighed, som i forvejen er stramt reguleret. Omvendt vil de negative konsekvenser af forslaget være tydelige, da fx en adskillelse af revision og rådgivning vil betyde, at oparbejdet viden går tabt i adskillelsen.
”Revisorernes uafhængighed skal være tydelig. Det har den altid været, og det skal den være. Men det er et problem at adskille revision og rådgivning. Kvaliteten af både revision og rådgivning bliver dårligere – og prisen på revisionen bliver dyrere. Det har Europas erhvervsliv ikke brug for i den aktuelle situation,” siger adm. direktør i FSR – danske revisorer, Charlotte Jepsen, til Berlingske.
Forslag er ikke understøttet af fakta
I deres kritik af forslaget påpeger revisorerne, at Kommissionen har været ude af stand til faktuelt at vise, at en adskillelse vil styrke uafhængighed og kvalitet.
”Udgangspunktet er en perception, og den er ikke understøttet i fakta. Vi har allerede en negativliste over ting, som vi ikke må rådgive om, og den er vi villige til at kigge på igen,” siger Jesper Koefoed, partner og adm. direktør i KPMG, til Berlingske.
Holdningen om, at der er behov for handling, deler man hos Mazars.
”Jeg betvivler ikke, at der har været interne retningslinjer hos mine kolleger, der forhindrer interessekonflikter. Men det er et problem, når offentligheden er i tvivl,” siger partner hos Mazars, Pia Lillebæk, til Berlingske.
Luk forventningskløften
Den stramme regulering kan virke dramatisk set i lyset af manglen på beviser, påpeger Berlingske.
Men hvis der i offentligheden er en tvivl, kan revisor være bedre tjent med at aflive den tvivl, vurderer Joëlle Le Vourc’h fra Europe Business School, ESCP.
På tværs af branchen er der enighed, om at der er behov for handling, så man kan arbejde på at lukke forventningskløften mellem offentlighedens opfattelse, og de regler der er for revisors arbejde.
I FSR – danske revisorer indrømmer man, at branchen selv kunne have taget brodden af Kommissionens forslag, hvis man selv have sat ind for at lukke forventningskløften.
”Ja, branchen har nok misset at spille ud med et forslag her. Men Kommissionen har med sine vidtgående forslag fuldstændig misset en oplagt mulighed for virkelig at løfte kvaliteten i revisionen - for de gode og virkningsfulde forslag drukner i de dårlige. Og det gør det svært at komme videre med en fremadrettet dialog,” siger Charlotte Jepsen til Berlingske.
Læs resumé af Berlingskes specialrapport på business.dk:
Revisorer kæmper mod EU