Fremtidens revisionspolitik

Efter mere end et års debat om fremtidens revision, har EU-kommissionen nu fremlagt en række konkrete forslag, der indebærer væsentlige ændringer for både branchen og virksomhederne.

Den 30. november 2011 fremlagde kommissionen et forslag til en ny revisionspolitik.
Forslagene er kommet på baggrund af en grønbog, som EU-kommisær Michel Barnier fremlagde i oktober 2010. I grønbogen pegede kommissionen på en række muligheder for at ændre i reguleringen af revisors virksomhed og i reglerne for, hvordan de reviderede virksomheders udpeger revisorer.
Mange af forslagene var meget vidtgående, f.eks. forslaget om at indføre to-revisorsystem, tvungen rotation af revisionsfirma samt begrænsning af muligheden for at yde accessoriske ydelser i form af rådgivning m.v. til revisionskunder.

Grønbogen gav anledning til et meget stort antal høringssvar, hvoraf de fleste var stærkt kritiske overfor indholdet.
En kritik, der ikke kun kom fra revisorbranchen, men i høj grad også fra virksomhederne, som bekymrede sig om stigning i pris og fald i kvalitet, hvis forslagene fra Grønbogen blev gennemført.

Generelt tager de konkrete forslag kommissionen kom med den 30. november ikke hensyn til de indsigelser, som erhvervslivet i EU er kommet med. Der er ikke mange lempelser at spore i forhold til, hvad der først blev debatteret. Hvis forslagene bliver vedtaget af parlament og ministerråd, som de nu er langt frem, vil det få en væsentlig betydning for revisorbranchen.

Det centrale forslag om at genindføre to-revisorsystemet er dog væk. Kommissionen mener dog fortsat, at det er en god idé at have to revisorer og vil derfor gerne give et incitament til, at virksomhederne vælger det via bestemmelserne om rotation.

Forslagene skal gennem den fælles beslutningsprocedure mellem parlament og ministerråd, og kommissionen forventer, at det vil tage 3-5 år før forslagene er vedtaget.

EU-Kommissionens forslag
Kommissionens forslag er opdelt i et forslag til ny forordning vedrørende revision af virksomheder af særlig offentlig interesse og et forslag til ændring af det 8. direktiv om revision.
Forordningen gælder kun for revisioner af virksomheder af særlig offentlig interesse, dvs. virksomheder i den finansielle sektor, børsnoterede virksomheder, nogle få meget store virksomheder og fra nytår kommuner m.v.
Direktivet gælder derimod alle revisioner.

Når man ønsker et gennemføre en forordning, er det fordi den kan træde i kraft med samme indhold i hele EU, uden at hvert land skal implementere den gennem national lovgivning.
Et direktiv skal derimod gennem de nationale parlamenter, og der kan opstå forskelle fra land til land. Det er tanken, at forordning og lovgivning som følge af direktivændringerne skal træde i kraft samtidigt.

Forslag i forordningen:

  • Tvungen rotation: Der vil blive indført et krav om, at der skal vælges et nyt revisionsfirma efter en periode på max 6 år (mulighed for 2 ekstra hvis myndighederne tillader det). Perioden kan forlænges til 9 år (mulighed for 3 ekstra), hvis der er to revisorer
  • Tvungen udbudsrunde af revisionsydelsen. Mindst et firma udenfor kredsen af Big 4 skal være med i runden
  • Nye regler for sammensætning af revisionsudvalg mht. uafhængighed og viden om revision
  • Ydelse af rådgivning og andre ikke-revisionstjenester vil blive forbudt. Det gælder f.eks. skatterådgivning, rådgivning om risikoforhold m.v. Nogle ydelser vil stadig være tilladt som f.eks. HR-services, due-diligence m.v., men det kræver, at virksomhedens revisionskomite har godkendt det
  • Der vil blive grebet ind overfor klausuler fra f.eks. banker om, at man skal vælge et af de 4 store internationale revisionsfirmaer
  • De store firmaer skal opdeles i revisions- og rådgivningsdele på markeder, hvor overstiger en vis størrelse
  • Revisors erklæring skal være mere uddybende og informativ om f.eks. going concern
  • De internationale standarder for revision skal bruges

Forslag i direktivet:
Direktivet indeholder bl.a. forslag om at indføre mindre restriktiv og mere proportional regulering af SMV-revisioner. Forslag om et europæisk pas, der skal give mere konkurrence over grænserne samt forslag om bedre overvågning, kontrol og koordinering. Direktivet indeholder også forslag, der vil indskrænke muligheden for, at aktive revisorer kan deltage i tilsynsarbejde m.v.

Kontakt

  • Henrik Carmel

    Fagkonsulent

    3369 1027
    4193 3127
  • Tom Vile Jensen

    Direktør - erhvervspolitik og profilering

    3369 1051
    4193 3151