Revisor retter væsentlige fejl i hvert fjerde regnskab

PressemeddelelseSyv ud af ti revisorer finder og retter væsentlige fejl ved deres revision af virksomhedernes regnskaber. Blev fejlene ikke rettet, kunne de blandt andet føre til forkerte skattebetalinger og kreditgivning på forkert grundlag, viser ny undersøgelse.

AnalyseRegnskabRevision

Hvilken konsekvens(er) ville det have for virksomhedens samarbejdspartnere, hvis de væsentlige fejl i regnskabsgrundlaget ikke var blevet rettet?
Klik for større billede

Ved revisionen af de netop indleverede 2015-regnskaber har syv ud af 10 revisorer fundet og rettet væsentlige fejl i regnskabsgrundlaget. Fejlene sker i forbindelse med bogføringen, og der er oftest fejl ved værdiansættelsen af debitorer og varelaget. Det er fejl, som i reglen kun opdages ved en revision, hvor der sker en gennemgang af regnskabsgrundlaget.

Hvis fejlene ikke var rettet, kunne det resultere i, at virksomheder fik kredit på forkert grundlag, eller at de betaler den forkerte skat, vurderer de danske revisorer i en ny undersøgelse fra FSR – danske revisorer.

I løbet af første halvår af 2016 har de danske virksomheder indsendt over 150.000 nye regnskaber. Regnskaber som blandt andet banker og andre virksomheder bruger til at undersøge den økonomiske situation i en virksomhed, inden de handler med den.

”I cirka hvert fjerde reviderede regnskab har en revisor rettet væsentlige fejl i regnskabsgrundlaget. Det er fejl, som, hvis de ikke var rettet, ville gå igen i selve regnskabet. Ifølge revisorerne vil fejlene føre til, at andre giver kredit til virksomheden på et forkert grundlag,” siger erhvervspolitisk direktør hos FSR – danske revisorer, Tom Vile Jensen og uddyber:

”En tredjedel af danske A/S’er, Aps’er og IVS’er bliver ikke længere revideret. Den relativt store mængde af fejl, der bliver korrigeret i reviderede virksomheder, understreger vigtigheden af at være ekstra opmærksom, når man baserer beslutninger på baggrund af et regnskab, som ikke er gennemgået af en uafhængig tredje part. Og det gælder altså over 70.000 selskaber.”

Nyetablerede virksomheder giver problemer
Otte ud af 10 (82 pct.) revisorer vurderer, at deres revision oftest fører til rettelser af væsentlige fejl i regnskabsgrundlaget hos virksomheder med mindre end 10 ansatte.

En særlig udfordring for banker og kunder er de nyetablerede virksomheder, hvor langt de fleste iværksætterselskaber vælger revisionen fra.
En gennemgang af selskaber etableret siden 1. januar 2014 viser, at 38 pct af ApS’erne bliver revideret, mens det kun gælder for 8 pct. af iværksætterselskaberne (IVS’er).

”Hos de virksomheder, som ikke bliver revideret, er der markant større risiko for, at fejl går igen i det endelige regnskab. Det giver øget risiko for de, der skal give kredit”, siger Tom Vile Jensen og uddyber:

”Samtidig er iværksætterselskaberne ofte etableret med et minimalt indskud. Det øger igen usikkerheden for deres samarbejdspartnere. I de tilfælde, hvor regnskabet er uden revision og indskuddet minimalt, kan jeg godt forstå, at fx bankerne er endog meget tilbageholdne med finansiering til de her virksomheder. Tal fra Experian viser, at mange virksomheder uden nogen revisorerklæring får stemplet ”høj eller meget høj risiko”. Og det lægger man mærke til i banken og hos leverandørerne. Det skal virksomhedernes ejere være opmærksomme på og søge at fjerne denne usikkerhed på anden vis.”

I 2015 blev der etableret 30.777 AS’er, ApS’er og IVS’er i Danmark.
 

Læs hele undersøgelsen:

Kontakt

  • Tom Vile Jensen

    Direktør - Erhvervspolitisk Center

    3369 1051
    M: 4193 3151
  • Jakob Holm

    Chefkonsulent

    3369 1069
    4193 3169

Risiko efter erklæringstype

Virksomhedernes valg af erklæringstyper og risiko. Analyse af 226.757 2014-regnskaber.

Læs hele analysen her:
Valg af erklæring og risiko, august 2016