Virksomhederne har næsten fordoblet overskuddet siden 2010

PressemeddelelseVirksomhederne har øget overskuddet fra 125,07 milliarder i 2010 til 226,98 milliarder i 2015. Især industrien, handelsfirmaerne, ejendomsbranchen og videnservice trækker overskuddet op. Det viser en analyse af næsten 150.000 selskabers årsregnskaber foretaget af FSR – danske revisorer på baggrund af data fra Experian.

AnalyseRegnskab

Samlet resultat efter skat for danske selskaber (mia. DKK)
Klik for større billede

De danske selskaber genererede et resultat på 226,98 milliarder kroner efter skat i 2015. Det svarer til en stigning på 82 procent sammenlignet med 2010, hvor overskuddet efter skat lå på 125,07 milliarder kroner. Det viser en analyse fra FSR – danske revisorer udarbejdet på baggrund af data fra kreditvurderingsbureauet Experian.

”Der er rigtig mange virksomhedsejere, aktionærer og medarbejdere, der har været tilfredse ved at se i årsregnskaberne de seneste år. Overskuddene er steget støt og næsten fordoblet siden 2010. Samtidigt vender flere virksomheder underskud til overskud,” siger Tom Vile Jensen, der er erhvervspolitisk direktør i FSR - danske revisorer.

Samlet viser analysen, at 65,9 procent af selskaberne havde overskud i deres 2015-regnskab mod 57,65 procent i 2010-regnskaberne.

Brancher og landsdele: Industrien og hovedstaden hiver store overskud hjem
Industri, Handel, Ejendomsbranchen og Videnservice er umiddelbart de brancher, der leverer de største bidrag til det samlede overskud i dansk erhvervsliv.

”Fremgangen i overskuddene har været meget stærk og bredt forankret i dansk erhvervsliv. Størstedelen af brancherne kan fremvise langt større overskud end tilbage i 2010. Industrien er den branche, der klart hiver det største overskud hjem med næsten 78 mia. kr. i overskud. Men også handelsvirksomheder klarer sig godt. Ejendomsbranchen er til gengæld en højdespringer, som er gået fra et rundt nul, da det så værst ud, til næsten 30 mia. kr. i overskud,” siger Tom Vile Jensen og fortsætter:

”Stort set alle landsdele har nydt godt af fremgangen i overskuddene. Hovedstadens virksomheder skaber ikke overraskende det største overskud. Men virksomhederne i Sydjylland og især i Østjylland har også klaret sig godt og vist fremgang i overskuddene,” siger Tom Vile Jensen.  

Svært at få overskud i den kommende tid?
Fra 2014 til 2015 løftede virksomhederne overskuddet med hele 21 pct. -  fra 187,42 milliarder kroner til 226,98 milliarder kroner. Om det væksttempo i overskuddet kan holdes i den kommende tid vides ikke, men virksomhederne står over for nogle udfordringer, som kan tage toppen af overskuddet ude i virksomhederne, vurderer man hos FSR – danske revisorer.

”Alene i 2015 er det lykkedes virksomhederne at øge overskuddet med 21 pct. Det er en meget stor fremgang på bare et år. Om erhvervslivet kan gentage det høje væksttempo, når vi får tallene for 2016 og også i de kommende år, ved vi selvfølgelig ikke, men det vil kræve investeringer og nye løsninger, hvis tempoet skal holdes,” siger Tom Vile Jensen og fortsætter:

”Revisorerne har peget på, at virksomhederne i øjeblikket kæmper med stigende mangel på arbejdskraft og udfordringer med produktiviteten. Samtidigt mangler mange nystartede og mindre virksomheder finansiering til at sætte gang i nye tiltag. Det er alle forhold, der kan spænde ben for erhvervslivet, og som påvirker overskudsudviklingen negativt.”  
 

Læs hele analysen:

Kontakt

  • Tom Vile Jensen

    Direktør - Erhvervspolitisk Center

    3369 1051
    M: 4193 3151
  • Thomas Baadsgaard

    Analytiker

    4193 3179
  • Jakob Holm

    Chefkonsulent

    3369 1069
    4193 3169