Efteruddannelse: Gevinst til professionen og personen

Digital SignaturLedelse, Excel og clairvoyance. Der er mange muligheder for efteruddannelse derude, og der er mindst lige så mange årsager til at tage dem. Læs om nogle af dem her.

Tekst / Anders Birch Breuning, Context Media


Navn: Per Tange
Alder: 53 år
Stilling: Registreret revisor og direktør i Dansk Revision Viborg

Specialiseret generalist
“Jeg har været kvalitetskontrollant for Revisortilsynet i 11 år, hvilket har medført en del kursusdage for at opretholde den rolle. Men udover den konkrete efteruddannelse som kontrollant betyder opgaven også, at jeg er med på stort set samtlige kurser, som medarbejderne fra kontoret tager på. For som kontrollant skal man være helt skarp på det faglige og have en bred viden inden for alle områder. Derfor er jeg ikke specialiseret inden for et område til trods for den megen efteruddannelse. Jeg skal være generalist både som kontrollant, men også i den rolle jeg har på kontoret, hvor medarbejderne kommer til mig med deres udfordringer, og jeg skal vide noget om alt.

I 26 år har jeg været selvstændig og haft medarbejdere uden at have nogen egentlig lederuddannelse. Men jeg har gjort op med mig selv, at
det vil jeg have, så jeg vil tilmelde mig et internt lederkursus i Dansk Revision. Man bliver ikke for gammel til at lære, og det kommer forhåbentlig mine medarbejdere og kolleger på kontoret til gode.”
 

Navn: Rasmus Dehn
Alder:
32 år
Stilling:
Statsautoriseret revisor og director hos PwC i Slagelse

“Min efteruddannelse har indtil videre primært bestået af interne kurser. Det er jo en af fordelene ved at være i en stor revisionsvirksomhed – kurserne bliver afholdt internt, og de bliver ofte afholdt af vores egne partnere. Jeg har også selv undervist.

Nu er det kun to år siden, jeg selv blev statsautoriseret, så der har ikke været tid til de store efteruddannelser. Men i horisonten er det ikke udelukket, at en efteruddannelse kunne være en lederuddannelse af en art. Det er min ambition at blive partner, og en partner i vores segment skal, efter min vurdering, kunne lede, skabe forretning og udvikle medarbejdere. En MBA (Master of Business Administration, red.) kunne være en god mulighed for at blive skarpere på de områder, men så skal jeg nok også i gang inden for en rimelig tid. Uddannelsen kan også give et netværk, som kan blive værdifuldt i forhold til senere forretningssamarbejder, som jeg interesserer mig for. Derfor har jeg allerede fra min karrieres start involveret mig i netværk, selvom man ikke kan kalde det konkret efteruddannelse.”
 

Navn: Lone Dreje
Alder: 47 år
Stilling: Registreret revisor, Kreston CM, København

Konkurrencen med de store kræver kommunikation

“I det næste halve år tager jeg en uddannelse i grundlæggende ledelse på Niels Brock fordelt over 13 dage. Jeg gør det, fordi det både er interessant, og fordi det er nødvendigt i mit job, hvor jeg samarbejder med en gruppe medarbejdere. Personligt er jeg nysgerrig på området; jeg har haft min stilling i et par år, børnene er flyttet hjemmefra, og der er kommet mere tid og ro, så nu var tiden rigtig. Det er ikke, fordi jeg skal have titel af leder i den nære fremtid. Det er mere uformelt end som så, men et element af uddannelsen er kommunikation, og det vil jeg blive bedre til. Det er et vigtigt værktøj i hverdagen over for kunderne, men det er også helt centralt, når det handler om udvikling af de unge i faget. Vi er ikke store, og vi kan ikke tilbyde de unge det samme, som de store firmaer kan. Men hvis vi kan forstå og vejlede de unge og tale med dem, kan vi eksempelvis give dem de rette opgaver, som de synes er spændende. På den måde bliver kommunikation med eleverne et konkurrenceparameter over for de store.”
 


Navn: Else Winther
Alder: 57 år
Stilling: Registreret revisor og selvstændig, Vodskov

Alternativ uddannelse styrkede mavefornemmelsen
“For nogle år siden startede jeg for mig selv, fordi jeg løb sur i stramme deadlines og arbejde i weekender og på helligdage. Mit arbejde var ikke sjovt længere, og der skulle ske noget andet. Jeg tog mit liv op til revision, og tog en uddannelse i clairvoyance, fordi jeg ville blive bedre til at lytte til min intuition. Det siger sig selv, at jeg ikke bruger clairvoyance i mit arbejde – jeg laver absolut ikke alternative regnskaber – men jeg bruger det til at mærke efter, inden jeg siger ja eller nej til opgaver i min virksomhed. For jeg gider ikke længere blive kostet rundt af en kunde eller få skældud, hvis jeg ikke kan svare på alt på stående fod. Det skal være sjovt for mig, og jeg vil kun gøre det, jeg har lyst til – jeg er blevet for gammel til ikke selv at sætte tempoet. Derfor er jeg blevet bedre til at mærke efter i mig selv og på kemien med en kunde, når de kommer til mig. Og er den ikke god, siger jeg nej tak. Det er vigtigere for mig, at jeg har det godt, end at jeg tjener mange penge. Jeg har også taget en uddannelse i kinesiologi (læren om fysiologi, anatomi og kroppens energisystemer, red.) for at lære at koble hjernen lidt mere fra nogle gange og lytte til kroppens egne signaler. Jeg bruger begge uddannelser til selvudvikling, og det påvirker måden, jeg arbejder på.”



Navn: Jørgen Paulsen
Alder: 59 år
Stilling: Registreret revisor og indehaver, Aalborg

God revisor og god leder er ikke det samme
“For nogle år siden tog jeg en efteruddannelse i ledelse fra Aalborg Handelsskole. Det var et par år efter, jeg havde fået ledelsesansvar. Men fordi man er en god revisor, betyder det ikke nødvendigvis, at man er en god leder, og jeg havde behov for at lære mere om det. Det gjorde jeg dér.

I dag er jeg ansvarlig for udbuddet af efteruddannelse for ni revisionsvirksomheder, som har slået sig sammen om opgaven for at løse den i fællesskab. Da jeg er den ansvarlige, er jeg også med på alle kurserne, og jeg har vel i løbet af tre år cirka 60 timers efteruddannelse mere end strengt nødvendigt. Det er kurser i både det revisionsfaglige og også kurser i eksempelvis særlige funktioner af Excel. Udover efteruddannelse giver netværket også mange kontakter, så der er mere at hente end blot det revisionsfaglige.”