De fremtidige revisorydelser

Digital SignaturI et interview fortæller formand for FSR – danske revisorer, Peter Gath, at tillid er revisorbranchens vigtigste kapital, og at det fremtidige kundeforhold fortsat skal hvile på tillidsydelser, som opfylder markedets eksisterende og kommende behov. En ny rapport viser, at datasikkerhed, CSR, digitalisering og globalisering vil være megatrends, som disse nye ydelser skal adressere.

“Når verden forandrer sig, er der behov for at skabe tillid og sikkerhed, så den generelle utryghed, som forandringer naturligt medfører, afhjælpes. Som offentlighedens tillidsrepræsentant spiller revisorbranchen en betydelig rolle i forhold til at skabe tryghed, og forandringerne åbner en række nye muligheder for revisionsbranchen i forhold til at skabe merværdi i samfundet”. Sådan lyder indledningen på den rapport, som Wilke Markedsanalyse har skrevet på baggrund af en kortlægning af fremtidige forretningsmuligheder for revisionsbranchen.”

Hent hele rapporten her (kun for medlemmer)

SIGNATUR har talt med formanden for FSR – danske revisorer Peter Gath, partner i EY, om fremtidens forretningsmuligheder for revisorbranchen og rapportens konklusioner.

Hvilke byggesten skal revisorbranchens fremtid hvile på?
Vi skal gøre os klart, at kvalitet og tillid er vores fundament. Vores gode omdømme er vores license to operate. Derfor glæder det mig, at de seneste resultater fra kvalitetskontrollen viser, at vi er på rette vej. Når kvalitetskontrollen rykker ud, slipper de fleste revisionsvirksomheder for kritik. Det kan vi være tilfredse med. Vi er ikke i mål endnu, men vi er godt på vej.

Derudover skal vi være opmærksomme på, at branchens adelsmærke og kapital er tillid. Den skal vi værne om. Når vi forretningsudvikler, skal vi have for øje, at netop tillid og troværdighed kendetegner vores kundeforhold og de leverancer, som kunderne efterspørger. Dette gælder både i forhold til udvikling af helt nye tillidsydelser og i forædlingen af eksisterende ydelser. Rapporten fra Wilke Markedsanalyse peger på 17 nye ideer til tillidsydelser, og vi er allerede i gang med at granske en del af ideerne. Undersøgelsen viser eksempelvis, at i nvestorer og kreditgivere har et stort behov for at modtage informationer om ‘virksomheders finansielle og ikke-finansielle fremtidsudsigter’ og ’beskrivelse af væsentlige risici, herunder forretningsmæssige og finansielle risici’.

To af rapportens anbefalinger lyder på, at det vil være en god idé at udvikle tillidsydelser inden for cybersikkerhed og CSR. Hvad siger du til dette?
Cybersikkerhed er i realiteten allerede i dag et ikke uvæsentligt forretningsområde, og jeg ser det klart som et forretningsområde, der har et betydeligt fremtidigt potentiale, og som vi kan og skal udvikle yderligere. Det kræver naturligvis, at branchen uddanner og rekrutterer eksperter, som kan udvikle og tilbyde tillidsydelser, som underbygger dette.

Cybersikkerhedsudvalget under FSR – danske revisorer har eksempelvis udarbejdet en skabelon til en erklæring om databehandlere. Erklæringen har fået titlen “Uafhængig revisors ISAE 3000-erklæring med sikkerhed om beskrivelsen af kontroller rettet mod databeskyttelse og behandling af personoplysninger”. Udvalget har endvidere udarbejdet en tilhørende vejledning samt et inspirationskatalog til databeskyttelsesforordningen vedrørende kontrolmål og scopingen i forhold til opgavens omstændigheder, herunder kompleksitet. Blot som eksempler på den udvikling, som foregår lige her og nu.

Hvad angår CSR ser jeg en udvikling, hvor CSR er langt mere integreret i virksomhedernes strategi og forretningsgrundlag, og hvor ansvarlighed i bred forstand bliver afgørende. Dette bør medvirke til at udvide revisorernes potentiale for at levere tillidsydelser, og at rapporteringen vil blive stadigt mere integreret med den finansielle rapportering.

Foreningens CSR-udvalg er meget optaget af fremtidens rapportering og gennemfører  løbende dialogmøder med CSR-eksperter og kunderne. CSR-udvalget har udgivet magasinet ’Fremtidens rapportering’, som tillige afstikker nye retningslinjer og forretningsmuligheder for branchen, ligesom udvalget har spillet en vigtig rolle i udarbejdelsen af anbefalinger til rapportering om nøgletal i årsrapporten inden for området.

Hvordan ser du på teknologi og disruption  i forhold til revisorbranchen?
Jeg vil gerne understrege, at vi først og fremmest skal fokusere på alle de muligheder, som digitaliseringen og den nye teknologi tilbyder branchen, i stedet for at betragte teknologien som en trussel. Eksempelvis vil vi i nær fremtid kunne benytte droner til at gennemføre en langt mere effektiv og grundig lageroptælling.

Mulighederne for at anvende kunstig intelligens vil også præge vores fremtidige arbejdshandlinger. Kunstig intelligens vil kunne erstatte en del af revisorernes arbejdshandlinger, og endda mere sikkert, da menneskelige fejl undgås. Men vi bliver aldrig uundværlige, da eksempelvis subjektive vurderinger og etiske overvejelser stadig kun kan gennemføres af professionelle.

Men der er ingen tvivl om, at teknologien vil aflaste os, og at en række traditionelle revisionshandlinger vil blive automatiseret og derfor kræver, at vi flytter os mod noget nyt. Den seneste medlemstilfredshedsundersøgelse for foreningen viser også, at det netop er digitalisering og teknologi, som medlemmerne vurderer har et potentiale, som endnu ikke er fuldt udviklet og udnyttet. Her har både foreningen og medlemsvirksomhederne en vigtig spilleplade, som vi inden for de næste år skal være særligt opmærksomme på. En af foreningens fire must-win-battles er netop digitaliseringen, som indebærer, at FSR – danske revisorer skal medvirke til at sikre, at revisorbranchen er på forkant og medvirke til, at branchen har de nødvendige kompetencer og relevante ydelser i en digital og datadrevet virkelighed.

Hent hele rapporten her (kun for medlemmer)

Kontakt

  • Jan Wie

    Kommunikationschef - interne medier og medlemmer

    3369 1028
    4193 3128