17. februar 2017

Debatindlæg Debatindlæg

Erhvervskandidatuddannelse kan skabe bedre kobling mellem universiteter og erhvervsliv

Erhvervskandidatuddannelse kan skabe bedre kobling mellem universiteter og erhvervsliv


Billede af Anders Lau

Anders Lau Pressechef
nyn@sfe.qx 4193 9147



Debatten er bragt i Berlingske Business den 17. februar 2017
Af Charlotte Jepsen, adm. direktør i FSR - danske revisorer
Link til original artikel

Folketingets rigide fremdriftsreform har gjort det sværere at få kvalificerede kandidater til blandt andet revisorbranchen.

Vi nærmer os det, der i økonomsprog hedder fuld beskæftigelse, og mangel på kvalificerede kandidater er en voksende udfordring i revisorbranchen.

Udfordringen bliver ikke mindre af, at der blev udklækket et historisk lavt antal godkendte revisorer i 2016. Det bidrager heller ikke til udbuddet af kandidater, at Folketinget med en rigid fremdriftsreform har gjort det sværere at koble et universitetsstudie med relevant erhvervsarbejde.

I dag risikerer de studerende og deres arbejdsgivere at skulle have penge op af lommen, hvis erhvervsarbejdet fylder så meget, at studiet ikke kan gennemføres på normeret tid.

Det har sat en effektiv stopper for den hidtidige succesfulde praksis mange steder i revisorbranchen med at studere, samtidig med at man har et fuldtidsarbejde.

Det har medført en risiko for, at antallet af uddannelsessteder i revisorbranchen vil falde – og det vil navnlig være blandt de mindre revisionskontorer uden for de store byer.

FSR – danske revisorer har mange gange og mange steder fremført de uheldige konsekvenser af den situation. Først og fremmest i form af færre kandidater til revisorbranchen og større rekrutterings- og uddannelsesomkostninger. For ikke nok med, at det koster 100.000 kroner at få kandidaterne færdiguddannet fra universitetet, hvis de ikke kan gennemføre studiet på normeret tid. Mange af de studerende har læst HD forinden, og det koster nogenlunde det samme.

Det er en udfordring med den slags skjult brugerbetaling på uddannelse. Især når man er i en »videnstung« branche, hvor medarbejderne er det vigtigste aktiv.

Men det er også uhørt i et land, hvor politikerne bryster sig af at vi har gratis uddannelse til alle, og hvor skiftende regeringen har lovprist et tæt samarbejde mellem universiteterne og erhvervslivet.

I FSR – danske revisorer ser vi en erhvervskandidatuddannelse som et middel til at styrke koblingen mellem universiteterne og erhvervslivet. En fireårig kandidat­uddannelse uden SU og krav om fremdrift og med mulighed for fuldtidsarbejde kan være med til at løse revisorbranchens og andre branchers udfordringer med mangel på kandidater.

Erhvervskandidatuddannelsen er indtil videre grundstødt. Det står ikke lysende klart hvorfor. Blandt politikerne, i erhvervslivet og på universiteterne har der været udtrykt begejstring for ideen.

Og Finansministeriets regnedrenge bør heller ikke få panderynker og bekymringer i forhold til arbejdsudbuddet, selv om deres modeller har svært ved at håndtere studerende, der arbejder fuldtid. For regnestykket er egentlig ret simpelt.

En erhvervskandidat­studerende mod­tager ikke SU. Til gengæld betaler vedkommende skat af sin lønindkomst. Det har en positiv finanseffekt og styrker statens indtægter.

Når det gælder arbejdsudbuddet, så er den studerende til rådighed for arbejdsmarkedet i studietiden og bør derfor tælle med i arbejdsstyrken. Det har en positiv beskæftigelseseffekt.

Når det samtidig tages med, at dimittendledigheden blandt revisorbranchens kandidater er lav og livsindkomsten høj, så er det vanskeligt at se, hvad argumenterne skulle være for ikke i det mindste at forsøge sig med en erhvervskandidatuddannelse i forhold til revisorbranchens kandidater.

Skiftende uddannelses- og forsknings­ministre har været positive i forhold til ideen om en erhvervskandidatuddannelse. Den forhenværende minister, Ulla Tørnæs tog ideen til sig ud fra et ønske om flere praksisnære uddannelser.

Den nuværende minister, Søren Pind (V), kalder en erhvervskandidatuddannelse for spændende nytænkning i forhold til universitetsuddannelserne og fremhæver, at den kan bidrage til at skabe den vigtige kobling mellem uddannelse og erhvervsliv.

Vi har store forventninger til den nye minister, som med sine tilkendegivelser og sit forslag om at genindføre filosofikum har vist, at han har blik for, at universiteterne både skal kunne rumme det sublime forskningsmæssige og kunne udklække kandidater til erhvervslivet, som er klædt på og parate til arbejdsmarkedet.

Gratis medlem?

Medlemsfordele

Faglige nyheder
Rabat på kurser
Arrangementer og events
Person med krydsede arme

Er du ansat i en medlemsvirksomhed, kan du blive gratis interessemedlem

Læs mere om vores medlemskaber