Erhvervselitens nye samfundsansvar og revisorernes rolle

DebatKommentar, 18. maj

Om revisorKvalitet

Foreningen var i mandags sammen med Berlingske vært ved et arrangement om erhvervselitens samfundsansvar. Arrangementet handlede om tillid og ordentlighed i erhvervslivet, og hvordan virksomhederne kan være med til at løse den tillidskrise, som ulmer over alt i verden.

Edelmans tillidsbarometer for 2017 viser, at der er stigende mistillid til autoriteter og institutioner, og at tillidsgabet mellem de bedst informerede samfundsborgere og den almindelige befolkning er blevet større. Det er bekymrende. Tillid er en af de grundlæggende forudsætninger for velstand og velfærd. Tillid er kittet i et velfungerende demokrati.

Spørger man Richard Edelman, præsident og CEO, er det virksomhederne, der kan løse tillidskrisen, og det er her erhvervselitens nye samfundsansvar kommer ind.

Det handler om en anden form for lederskab og en anden form for samfundsansvar, end det vi kender. På World Economic Forum i Davos blev det kaldt for ansvarligt lederskab, og det hører hjemme som en del af virksomhedens corporate governance.

I Davos underskrev 100 virksomheder en pagt om at tage ansvarligt lederskab. Pagten handler om at tage ansvar for samfundsudviklingen og om at engagere topledelserne.
Vi skal væk fra kvartalstænkning og ikke lade kortsigtet økonomisk vinding gå ud over samfundets langsigtede velfærd.
Vi skal væk fra et ensidigt fokus på virksomhedens økonomiske vækstkurve og sikre, at virksomhedernes strategi, målsætninger og resultater understøtter samfundets langsigtede mål.
Vi skal tage FN's verdensmål til os og lade dem være pejlemærke for verdens behov for udvikling.

Det er budskabet.

Hvad betyder behovet for ansvarligt lederskab for rådgivere og medlemmer af revisionsbranchen? Og hvordan kan revisorbranchen bidrage til at skabe tillid til den transformation, som virksomheder og samfund står over for?

Først og fremmest understreger udviklingen, at den basale opgave med at sikre transparens og troværdighed om virksomhedernes finansielle og ikke-finansielle informationer består. Revisorerne er og bliver en hjørnesten i at sikre gennemsigtighed og tillid til de finansielle markeder.  

Men vi står samtidig over en digitaliseringsbølge med big data og kunstig intelligens, som åbner mange nye muligheder. Oceanerne af nye data, der ruller ind fra alle kanter, rejser spørgsmålet om, hvilke data vi kan stole på og have tillid til. Her kan revisorbranchen spille en central rolle som tillidsskabende og samfundsbevarende. Den eksponentielle stigning i nye data, og den lette adgang til data efterlader et behov for at skabe gennemsigtighed og validere data - en unik opgave til revisionsbranchen.

Men revisorbranchen kan også spille en rolle ved at facilitere bedre og mere relevant rapportering. Lige så snart man begynder at måle og rapportere på virksomhederne adfærd skaber det interesse for resultaterne.

Vi arbejder på alle tre fronter. Arrangementet i mandags om erhvervselitens nye samfundsansvar er et eksempel. Næste skridt tager vi den 22. maj 2017, hvor foreningen er vært ved et roundtable med deltagelse af de toneangivende investorer, virksomheder og branchen selv. Emnet er arbejdet med nye veje til en mere relevant rapportering, der tager højde for virksomhedernes samlede og langsigtede værdiskabelse.