07. august 2017

Nyheder og pressemeddelelser Pressemeddelelse

Antallet af selskaber med millionoverskud vokser

32.485 selskaber har leveret et overskud på mere end én million kroner i 2016-regnskabet. Det er det højeste antal i mere end 10 år, viser undersøgelse fra FSR – danske revisorer. Efter stort fald i millionselskaberne efter finanskrisen er antallet af millionoverskud steget støt de seneste år.


32.485 selskaber havde i 2016 et overskud på mere end 1 mio. kr. Det er det største antal selskaber med et millionoverskud set over perioden fra 2005 frem til 2016, viser en undersøgelse fra FSR – danske revisorer baseret på data fra Experian.

Graf

Tilbage i 2009, hvor finanskrisen for alvor slog kløerne i dansk erhvervsliv, var der alene 20.722 selskaber, som kunne præsentere et regnskab med millionoverskud. Samtidig var der cirka lige så mange selskaber, der leverede et underskud på en million eller mere, som der var selskaber med et millionoverskud.
I 2016 ser situationen anderledes ud. Her er antallet af selskaber med et millionoverskud var cirka fire gange så højt som antallet af selskaber med millionunderskud.

”Siden 2009 er antallet af selskaber med over en million kroner i underskud mere end halveret, mens antallet med millionoverskud er vokset med over 50 procent. Det viser, at dansk økonomi er på rette spor. Kunderne er blevet mere købelystne, hvilket er godt for omsætningen, men måske mere vigtigt er virksomhederne blevet bedre til at skære omkostningerne til,” siger erhvervspolitisk direktør hos FSR – danske revisorer, Tom Vile Jensen, og uddyber:

”Mange virksomheder var for langsomme til at skære til efter finanskrisen. Det har kostet på overskuddet. Den lektion er nu lært. Det afspejles i, at der er markant færre selskaber med store underskud, mens antallet af selskaber med overskud – store som små - er vokset.” 

Flest selskaber med moderate overskud

I 2016 var der samlet set flest selskaber med et overskud, 135.705 selskaber. En del færre havde underskud, 69.032 selskaber. Derudover endte godt 5.200 selskaber med et rundt nul på bundlinjen.

Den største gruppe selskaber endte med et moderat overskud mellem 1 og 100.000 kroner, mens næsten lige så mange selskaber måtte præsentere et underskud mellem -1 og -100.000 kroner

Graf

”Mens der stadig er mange selskaber med moderate underskud, så er antallet af selskaber med underskud over 100.000 kroner faldet meget siden krisen, og flere præsenterer pæne overskud. Det voksende overskud giver mulighed for at investere i nye aktiver, men tendensen er desværre, at særligt de små selskaber er meget tilbageholdende med at investere og i stedet lægger pengene til side,” siger Tom Vile Jensen og tilføjer:

”En årsag til de manglende investeringer er, som tallene viser, at der trods alt er mange selskaber, der kun har moderate overskud. Finanskrisen givet den lektion, at gode tider hurtigt kan skifte til dårlige. Derfor er det ikke ufornuftigt at polstre sig, men holder investeringerne op, er udfordringen, at det på længere sigt går ud over konkurrenceevnen, når selskaberne ikke får købt nye maskiner, investeret i IT og udviklet nye produkter.”

Læs hele analysen.

Gratis medlem?

Medlemsfordele

Faglige nyheder
Rabat på kurser
Arrangementer og events
Person med krydsede arme

Er du ansat i en medlemsvirksomhed, kan du blive gratis interessemedlem

Læs mere om vores medlemskaber