En statsautoriseret revisor har to primære fokusområder; revision og rådgivning. Som offentlighedens tillidsrepræsentant erklærer revisor sig om, hvorvidt en virksomheds regnskab giver et retvisende billede. Den anden del spænder over alle former for rådgivning af økonomisk karakter.
Med sin uddannelse, erfaring og uafhængighed er revisor kvalificeret til at revidere regnskab og yde alle former for regnskabsmæssig og skattemæssig assistance. Derudover rådgiver han virksomheden i dens forskellige livsforløb, bl.a. opstart, virksomhedsvurdering ved køb, salg, fusion eller opdeling, koncernstruktur, børsnotering og anden finansiering. Også i forbindelse med et generationsskifte er han den naturlige rådgiver for virksomhedens ejere.
Den statsautoriserede revisor har endvidere kendskab til tilskudsmuligheder, pensionsordninger, bogføringssystemer og edb. Han er derfor nyttig at have med i forhandlinger med pengeinstitut, advokat, skattevæsen osv. Dette giver også den mindre virksomhed en sikkerhed for optimale løsninger og rådgivning.
Derfor er den statsautoriserede revisor den naturlige sparringspartner for såvel den lille som den store virksomhed.
Når danske virksomheder skal pege på deres vigtigste rådgiver, er der ingen tvivl – det er revisor.
Jobbet som revisor er alsidigt og arbejdsdagene sjældent ens. Revisoren møder mange forskellige mennesker, virksomheder og brancher – og hver dag står revisor over for nye udfordringer.
En uddannelse som statsautoriseret revisor åbner døre til et spændende arbejdsliv; hvad enten du driver revisionsvirksomhed, bruger uddannelsen i en international organisation som EU eller til et højt kvalificeret job i erhvervslivet. Ved ansættelse uden for revisorbranchen vil revisor typisk deponere autorisationen i Erhvervs- og selskabsstyrelsen. Hvis den ikke deponeres, skal revisor fortsat have en lovpligtig forsikring og skal løbende efteruddannes. Deponeringen kan senere søges tilbage, hvis revisor igen ønsker at beskæftige sig med revision. I så fald er der krav om, at revisor kan dokumentere at have efteruddannet sig i deponeringsperioden i overensstemmelse med lovens krav.
Læs mere om den statsautoriserede revisors arbejde