Uddannelsesvejene til at blive statsautoriseret revisor

MedlemsnyhedDrømmer du om at blive statsautoriseret revisor? Så kan du finde ud af, hvordan din drøm går i opfyldelse her. Der er nemlig mange veje, der fører til titlen som statsautoriseret revisor. Få overblikket over de forskellige uddannelsesveje her.

Uddannelse

Hvis din drøm er at blive statsautoriset revisor, skal du gennemføre en gymnasial uddannelse. Herefter er der tre uddannelsesveje:

Revisorelev eller revisorassistent
Du har mulighed for at tage en revisorelevuddannelse, hvor du på 2 år uddanner dig som revisorassistent. Under uddannelsen arbejder du som elev i en revisionsvirksomhed og vil samtidig modtage teoretisk undervisning. Sideløbende med uddannelsen skal du læse enten en HD 1. del eller en akademiuddannelse. Efter du er blevet uddannet revisorassistent, og har gennemført enten HD 1. del eller akademiuddannelsen, skal du supplere din uddannelse med HD 2. del, som tager yderligere to år. Når du har gennemført denne, kan du læse videre til cand.merc.aud.

Finansøkonom eller financial controller
Efter gymnasiet kan du læse videre på erhvervsakademiet. Her kan du læse til finansøkonom eller financial controller. Begge uddannelser tager to år at gennemføre. Herefter skal du have to års relevant erhvervserfaring, for at kunne blive optaget på HD 2. del. Denne tager to år at gennemføre, og herefter er du uddannet revisor, HD (R). Du er nu klar til at læse cand.merc.aud.

Den akademiske retning
Denne uddannelsesvej er den mest teoretiske af de tre muligheder. Efter din gymnasiale uddannelse, skal du tage en bacheloruddannelse inden for erhvervsøkonomi. Uddannelsen tager 3 år. Herefter er du klar til at læse cand.merc.aud.

En alternativ mulighed er at tage en videregående uddannelse som finansbachelor. Uddannelsen tager 3½ år, og er mere praktisk orienteret sammenlignet med en normal bachelor. Dog vil du muligvis være nødt til at supplere med en række fag, afhængigt af hvilke uddannelsessted du ønsker at læse din cand.merc.aud.

Efter du har bestået din cand.merc.aud., og har minimum 3 års relevant erhvervserfaring hos et revisionskontor, kan du ansøge om at blive indstillet til revisoreksamen. De fleste, som tager revisoreksamen, deltager på SR-Akademiet, som er et 3-årigt uddannelsesforløb man deltager i sideløbende med den relevante arbejdserfaring, inden eksamensindstillingen. I dag består revisoreksamen af tre skriftlige eksaminer og en mundtlig eksamen. Når revisoreksamen er bestået, kan du kalde dig for statsautoriseret revisor

Klik her for at se billedet i stor udgave

Kontakt

  • Josefine Jørgensen

    Konsulent, CSR og uddannelsespolitik

    4193 3141
  • Alexander Munkholm Brunn

    Student