FSR deltager i ny mærkningsordning for it-sikkerhed

Faglig nyhedI dag præsenteres en mærkningsordning, som skal hjælpe forbrugerne med at se, hvordan virksomheder behandler deres data ansvarligt, og virksomhederne skal lettere kunne vise deres it-sikkerhedsniveau og måden, de behandler data på.

CybersikkerhedOm revisor

Erhvervsministeriet løftede i dag sløret for en ny mærkningsordning for it-sikkerhed og ansvarlig dataanvendelse.   

Erhvervsminister Simon Kollerup glæder sig over, at det fremover bliver mere gennemskueligt, hvilke virksomheder der behandler brugernes data sikkert og ansvarligt:

”Vi lever i en digital tidsalder, hvor ansvarlig omgang med data er en utrolig vigtig dagsorden, fordi vi hele tiden sætter digitale spor og afgiver mange former for data. Derfor er det vigtigt, at forbrugerne kan føle sig trygge ved den måde, virksomheder behandler deres personlige data på. Det er mit håb, at det nye mærke bliver for de digitale virksomheder, hvad økomærket er fødevarebranchen: en blåstempling, som virksomhederne markedsfører sig på, og som forbrugerne navigerer efter”, siger erhvervsminister Simon Kollerup.

Projektet er finansieret via Industriens Fond, som har bevilget 18 mio.kr. til det videre arbejde med mærkningsordningen – et arbejde, som varetages af Dansk Industri, Dansk Erhverv og SMVdanmark.

FSR – danske revisorer deltager også i det fremtidige arbejde med mærkningsordningen via deltagelse i et advisory board. ”Revisorerne rådgiver i dag de største danske virksomheder om it-sikkerhed og har stor viden på området og ikke mindst om udførelse af revision. Vi ser derfor frem til at kunne bidrage til mærkningsordningen og til at være med til bredere at øge niveauet for it-sikkerhed og måden, data behandles på i de danske virksomheder”, udtaler Thomas Krath Jørgensen, fagchef.

Arbejdet med den nye mærkningsordning igangsættes nu, og mærkningsordningen forventes lanceret i 2020.

Kontakt

  • Thomas Krath Jørgensen

    Fagchef - rapportering, Statsautoriseret revisor

    4193 3148