Sådan opretter du passwordbeskyttelse i Erhvervsstyrelsens digitale selvbetjeningsløsninger

Faglig nyhedEfter den seneste tids mediedækning af virksomheder, som uønsket har fået ændret deres oplysninger i CVR, har Erhvervsstyrelsen udsendt en vejledning, der fortæller, hvordan man passwordbeskytter CVR-oplysninger.

DigitaliseringVirksomhedsret
For at undgå misbrug med de digitale registreringsløsninger kan man i Erhvervsstyrelsens digitale selvbetjeningsløsning oprette passwordbeskyttelse af virksomheden. Gennem oprettelse af et password kan virksomheden sikre sig, at det kun er personer med kendskab til passwordet, der kan foretage ændringer i virksomhedens registreringsforhold.
 

Hvem kan oprette et password
For at oprette et password på en virksomhed skal man enten være registreret som tegningsberettiget for virksomheden eller være LRA-administrator for virksomhedens NemID tilslutningsaftale.

 

Sådan opretter du et password
Oprettelse af et password skal ske gennem Erhvervsstyrelsens digitale selvbetjeningsløsning. Når man har valgt den virksomhed, man ønsker at oprette password for, skal man vælge menupunktet ”passwordbeskyttelse”, hvorefter man får mulighed for at indtaste det ønskede password.

Vær opmærksom på, at personen, der opretter passwordet, skal være tegningsberettiget eller LRA-adminidtrator for at oprette et password.

 

Virksomheder, som opretter et password, skal være opmærksomme på, at opsættelse af et password betyder, at det er nødvendigt at dele passwordet med eventuelle tredjemænd, som virksomheden ønsker skal have adgang til at foretage registreringer på selskabets vegne – fx en revisor.

 

Hvis du har spørgsmål til oprettelse af password gennem Erhvervsstyrelsens digitale selvbetjeningsløsning, oplyser Erhvervsstyrelsen, at du er er velkommen til at kontakte styrelsens kundecenter på 72 20 00 30.