Ændringer til årsregnskabslovens §§ 99a og 99b samt implementeringen af § 107d vedtaget i Folketinget

Faglig nyhedFolketinget har vedtaget ændringer til årsregnskabsloven. Læs her om de væsentligste ændringer, der er fortaget til lovens §§ 99a og 99b samt implementeringen af § 107d om mangfoldighedspolitik

CSR

Den 20. december 2018 vedtog Folketinget lovforslag L 99, der ændrer årsregnskabsloven. I følgende forklares ændringerne, som vedrører ikke-finansiel information. Lovforslaget gennemfører en omskrivning af redegørelsen for samfundsansvar - § 99a og redegørelsen for kønsmæssig sammensætning - § 99b og indsætter desuden § 107d om mangfoldighedspolitik.

 

Birgitte Mogensen, formand for CSR-udvalget, hilser ændringerne velkommen: ”Nyaffattelsen af §§ 99a og 99b implementerer en række sproglige præcisereringer og indholdsmæssige justeringer, der styrker strukturen i begge bestemmelser”. Birgitte fremhæver endvidere: ”Med vedtagelsen af ændringerne i Folketinget er der således overensstemmelse mellem EU’s regnskabsdirektiv og dansk lovgivning”.

 

Ændringer til årsregnskabsloven

Nyaffattelse af § 99a indebærer bl.a. ændringer i bestemmelsens struktur og en række præciseringer. Præciseringer er foretaget dels som følge af en fornyet vurdering af, hvorledes direktivets krav mest hensigtsmæssigt implementeres, dels at det har vist sig, at der er behov for at tydeliggøre flere af kravene og sikre konsistens i bestemmelsen. Det er præciseret, at redegørelsen for samfundsansvar skal indeholde oplysninger i det omfang, det er nødvendigt for at sikre forståelsen af virksomhedens udvikling, resultat, situation og dens aktivitets påvirkning af samfundet, herunder vurdering af risici.

 

§ 99b indeholder en række henvisninger til bestemmelser i § 99a, som tilsvarende finder anvendelse for § 99b. Ved ændringen af årsregnskabsloven erstattes henvisningerne til § 99a med teksten fra § 99a, tilpasset de særlige oplysningskrav i § 99b. Formålet er at sikre, at bestemmelsen fremstår mere enkel og overskuelig. Herudover er der ved nyaffattelsen foretaget nogle sproglige forbedringer og præciseringer.

 

Den nye paragraf § 107 d implementerer artikel 20, stk. 1, litra g, i regnskabsdirektivet, om redegørelse for virksomhedens mangfoldighedspolitik for visse store virksomheder og koncerner. Bestemmelsen, som ikke før har været direkte omfattet af årsregnskabsloven, er et nyt krav til de statslige aktieselskaber og de største børsnoterede selskaber. Redegørelsen skal omhandle virksomhedens mangfoldighedspolitik, herunder mål, handlinger og resultater.

 

Anvendelse

Ændringerne er gældende for virksomheder i regnskabsklasse C (stor) samt D og skal anvendes for regnskabsåret, der begynder den 1. januar 2020 eller senere, men kan frivilligt anvendes før. Tidligere anvendelse af ændringerne skal ske systematisk og konsekvent, men der er ikke krav om at anvende alle de nye regler før tid.

 

Se ved vedtagne lov her

 

Se FSR’s omtale af de øvrige ændringer her

Kontakt

  • Pernille Risgaard

    Chefkonsulent (ekstern tilknytning)

    40 26 14 33