Danmarks Statistik vil undersøge, hvordan store virksomheder bruger verdensmålene

Faglig nyhedDanmarks Statistik er klar med et spørgeskema, der skal undersøge, hvordan store virksomheder bruger verdensmålene. Formålet med undersøgelsen er at belyse, om og hvordan store virksomheder bruger verdensmålene

CSR

Danmarks Statistik, der står for Danmarks officielle rapportering på verdensmålene, vil undersøge, hvordan virksomheder med over 250 ansatte bruger verdensmålene. Dels skal undersøgelsen skabe et billede af, om, og ifald hvordan, virksomheder arbejder med verdensmålene, og dels give erfaringer med belysning af emnet, den private sektors forskellighed taget i betragtning.

 

Mere konkret stiller Danmarks Statistik spørgsmål om, hvorvidt verdensmålene ses som en reference i virksomhedens målsætninger og politik/strategi/praksis, og om hvilke indsatsområder der er omfattet. Undersøgelsen spørger også ind til, hvilke verdensmål virksomheden aktuelt bidrager til opfyldelse af. Ligeledes spørges der ind til 21 delmål, som er vurderet at være mest relevante og konkrete for virksomhederne.

 

Formålet med undersøgelsen er at supplere Danmarks officielle rapportering med en særskilt belysning af, hvordan virksomheder, i første omgang store virksomheder, relaterer sig til verdensmålene.

 

Efter planen forventes resultaterne offentliggjort i forbindelse med Folkemødet d. 13-16. juni 2019.

 

Fristen for udfyldelse af spørgeskemaet fra Danmarks Statistik er d. 22. marts 2019. Danmarks Statistik oplyser, at det er en pilotundersøgelse, som det er frivilligt at deltage i.

Kontakt