Anmeldelse efter revisorlovens § 22 eller underretning efter hvidvasklovens § 26?

Faglig nyhedI førstnævnte tilfælde er SØIK modtager, mens hvidvaskunderretninger fremsendes elektronisk til Hvidvasksekretariatet, som er Danmarks Finansielle Efterretningsenhed. Der er i den forbindelse helt centrale forskelle på, hvornår anmeldelsespligten og underretningspligten er relevant – og på konsekvenserne heraf.

Om revisor

Vi bragte tidligere en nyhed under overskriften ”Hvidvask – Kan myndighederne altid håndtere anmeldelser fortroligt nok?”, der byggede på en revisors overraskelse over, at SKAT havde oplyst en person om revisors angivelige underretning af SØIK.

Se nyheden her.

 

Ved en nærmere efterprøvelse havde revisor imidlertid ikke foretaget en underretning om mistanke efter hvidvasklovens § 26, men derimod en anmeldelse efter revisorlovens § 22 om begrundet formodning om grov økonomisk kriminalitet.

Af den årsag var SKAT formelt berettiget til at referere til anmeldelsen.

Og det er bl.a. derfor uhyre vigtigt at sondre mellem de to pligter, og hvornår de er relevante.

Ved hvidvask er en mistanke nok til at udløse underretningspligten. Ved en førstegangsaccept, der så fører til, at forretningsforholdet ikke accepteres, vil revisors eventuelle sikkerhed om, at der er ”ugler i mosen”, sjældent nå højere op på sikkerhedsskalaen. Og en sådan underretning kan ikke videresendes til den mistænkte.

Pligten efter revisorlovens § 22 kræver derimod en begrundet formodning om økonomisk kriminalitet af grovere karakter. En eventuel anmeldelse herom er ikke tavshedsbelagt alene af den grund, at anmeldelsen er subsidiær i forhold til, at selskabets ledelse som hovedregel skal have muligheden for selv at håndtere forholdet – hvis dette i øvrigt er en farbar vej. Den vil typisk kun kunne forekomme i etablerede kundeforhold, hvor revisor har et bedre grundlag for at have en begrundet formodning som følge af sit dyberegående kundekendskab.