Afvist sag om budgeterklæring og tilbageholdelse af regnskabsmateriale

Faglig nyhedEn tidligere direktør i et selskab har ingen retlig interesse i at få en sag behandlet i Revisornævnet. En sådan sag bliver derfor afvist. I denne kendelse yder Revisornævnet tilmed den service at gøre opmærksom på, at en klage skal være konkretiseret og ikke generisk.

Om revisor

Sag nr. 47-2017 blev indbragt af en person den 8. oktober 2017. Revisornævnet besluttede at afvise sagen den 2. maj 2018.

Klagen vedrørte, at revisor angiveligt havde tilbageholdt regnskabsmateriale for et selskab og hertil havde tilsidesat god revisorskik ved afgivelse af en budgeterklæring af 8. august 2016 om selskabets budget for perioden 1. juli 2016 - 30. juni 2017.

Klager havde været direktør i selskabet fra den 29. august 2017 til den 16. oktober 2017 og havde derfor ingen retlig interesse som tidligere direktør i at få sagen behandlet i Revisornævnet. Vedkommende var heller ikke efter de oplysninger, der forelå i sagen, hverken direkte eller indirekte kapitalejer og havde dermed heller ingen retlig interesse ad den kanal. Klager havde oplyst at have været ”personligt berørt” i sin direktørtid af, at regnskabsmaterialet angiveligt ikke havde været tilbageleveret, men dette kunne ikke føre til et andet resultat. Revisornævnet gjorde i den sammenhæng opmærksom på, at det i øvrigt fremgik af sagen, at regnskabsmaterialet var tilbageleveret.

Revisornævnet ydede hertil den service at gøre opmærksom på, at klagepunkter ikke blot kan være generiske, men skal være konkretiserede. Denne forbrugeroplysning er jo også relevant for en eventuel kapitalejer, der ville have været klageberettiget.

 

Sag nr. 47-2017