Bøde på 100.000 kr. i Advokatnævnet samt tilbagebetaling af uberettiget salær på 4.886.500 kr.

Faglig nyhedI den nedennævnte sag havde en fond ikke haft en gyldigt sammensat bestyrelse i en årrække. Dette havde Civilstyrelsen fastslået i flere afgørelser. Disse afgørelser var ikke desto mindre blevet indbragt af en advokat ved stævninger, der angiveligt var foretaget på vegne af fonden, men reelt på vegne af enkeltpersoner. Advokatnævnets kendelse er efterfølgende indbragt for retten.

Sag nr. 2012-3930 blev indgivet den 27. november 2012 af en advokat på vegne af en fond. Sagen mod advokaten indeholdt tre klagepunkter:

  1. Advokaten havde angivet at repræsentere fonden og anlagt og videreført retssager i fondens navn, selvom han ikke repræsenterede fonden, men enkeltpersoner
  2. Advokaten havde via sit firma afregnet sin bistand til og modtaget betaling fra fonden
  3. Advokaten havde via sit firma foretaget en åbenbart urimelig afregning af sin bistand.  

Siden et bestyrelsesmøde den 23. april 2004 havde der været uenighed om, hvorvidt bestyrelsens sammensætning var i overensstemmelse med vedtægterne. I en afgørelse af 13. februar 2006 fastslog Civilstyrelsen, at dette ikke var tilfældet, hvilket blev fastholdt den 16. november 2006. Da fonden ikke rettede ind, genoptog Civilstyrelsen sagen den 17. december 2010 og 13. juli 2011. Advokaten havde angiveligt på vegne af fonden, men reelt på vegne af enkeltpersoner, udtaget stævning imod Civilstyrelsens afgørelser den 18. december 2006, den 11. februar 2011 og den 2. september 2011.

Omkring adfærdsklagen (punkt 1 ovenfor) gav Advokatnævnet medhold i klagen og fandt, ”at denne tingenes tilstand er og var så klar, at (advokaten) ikke med grund kan have ment noget andet, i hvert fald ikke efter Civilstyrelsens afgørelse af 13. februar 2006”.

Dette var en særdeles grov tilsidesættelse af god advokatskik. Advokaten havde indbragt to tidligere pålagte bøder ved Advokatnævnet af 30. april 2014 og 8. september 2015 for retten, hvorfor de var uden betydning for fastsættelsen af sanktionen i den aktuelle sag.

Bøden fastsattes i kendelse af 29. marts 2016 til 100.000 kr. under henvisning til ”det påklagede forløbs varighed, overtrædelsens grovhed og den betydelige skadevirkning for fonden”.

Omkring honorarklagen (punkt 2 og 3 ovenfor) fastslog nævnet, at advokaten ikke havde været berettiget til at oppebære salær fra fonden. Salæret på 4.886.500 kr. inklusive moms skulle derfor bortfalde og betales tilbage til fonden.

Advokatnævnets kendelse er efterfølgende indbragt for retten.

Sag nr. 2012-3930

Kontakt

  • Lars Kiertzner

    Chefkonsulent, statsautoriseret revisor, ph.d.

    Tirsdag til torsdag