Bøde på 40.000 kr. for erklæring om udvidet gennemgang – samme bedømmelse som i revision

Faglig nyhedI udvidet gennemgang sanktionerer Revisornævnet erklæringsfejl på samme niveau som i revision. Dette gælder således for forkerte modifikationer for going concern og for manglende forbehold for væsentlige mangler i regnskabet.

Om revisorRevision

Sag nr. 35-2018 blev indbragt af Erhvervsstyrelsen den 2. juli 2018 i forlængelse af en undersøgelse, der var udløst af en kvalitetskontrol.

De to rejste kritikpunkter i sagen vedrørte en erklæringsopgave om udvidet gennemgang af en 2013-årsrapport. Erklæringen blev afgivet den 4. juni 2014, og selskabet blev tvangsopløst den 1. november 2015. Kvalitetskontrollanten havde udtaget enkeltsagen som en såkaldt konkurssag.

Revisor var principielt enig i klagepunkterne:

  • En modifikation pga. going concern-forudsætningen var grundlag for en afkræftende konklusion og ikke blot grundlag for et ”bortset fra”-forbehold.
  • Der var grundlag for et forbehold for, at noterne i regnskabet ikke oplyste om, at pengeinstituttet havde taget transport i afregningerne fra en kunde.         

I sine indlæg argumenterede revisor imidlertid for, at forseelserne var af mindre karakter og derfor kun burde udløse en advarsel efter sanktionskriterierne, der bliver anvendt fra den 17. juni 2016.

Konkret havde banken ikke givet tilsagn om finansiering, hvilket havde fået revisor til at modificere sin konklusion vedrørende going concern. Der havde imidlertid været overskud og en positiv egenkapital i 2013, selskabet havde fortsat driften ud over 12 måneder fra statusdagen, og tvangsopløsningen sent i 2015 skyldtes angiveligt, at selskabets ejerleder ikke havde villet aflægge årsrapport for 2014. Revisor henviste til, at hans udformning næsten svarede til et REVU-eksempel. Her overså revisor dog, at REVU´s anførte eksempel modificerede konklusionen på grund af manglende oplysning om betydelig usikkerhed og ikke på grund af uenighed om anvendelse af selve forudsætningen.


Hertil mente revisor, at den manglende noteoplysning om transporten af indbetalinger var af mindre beslutningsmæssig betydning, fordi oplysningen i forvejen var kendt for de næsten altdominerende interessenter i regnskabsaflæggelsen.

Revisornævnet var ikke enig i revisors vurderinger. Sanktionen blev udmålt til en bøde på 40.000 kr. i kendelsen af 29. marts 2019.

 

Sag nr. 35-2018