Erhvervsankenævn afviser sag om påstået personligt misbrug af en fonds midler

Faglig nyhedErhvervsstyrelsen er fondsmyndighed for alle erhvervsdrivende fonde. I nedenstående sag klagedes der til Erhvervsankenævnet over, at styrelsen havde været alt for lemfældig i sine afgørelser om bestyrelsesmedlemmers angivelige personlige misbrug af deres beføjelser over bl.a. fondens midler. Sagen blev imidlertid afvist pga. klagernes mangel på konkret retlig interesse i sagen.

Virksomhedsret

Erhvervsankenævnet afgjorde sag nr. 2016-5114 ved kendelse af 21. marts 2017. Sagen var indbragt af en advokat på vegne af to efterkommere af stifteren af en erhvervsdrivende fond. Den ene efterkommer var medlem og den anden suppleant i fondsbestyrelsen. Sidstnævnte var i øvrigt whistlebloweren/anmelderen, der havde udløst fondsmyndighedens, det vil sige Erhvervsstyrelsens, interesse for sagen.

Klagen vedrørte, at Erhvervsstyrelsen i sin afgørelse af 13. maj 2016 havde givet samtykke til vidtgående beslutninger i fonden. Og ifølge klagerne altså for vidtgående beslutninger.

Forhistorien var, at Erhvervsstyrelsen i forlængelse af efterkommerens whistleblowing i en tidligere afgørelse af 2. marts 2016 havde underkendt incitamentsaflønninger i fondens helejede datterselskab på i alt 65 mio.kr. Fondsbestyrelsens beslutning herom var blevet erklæret ugyldig.

I forlængelse heraf annoncerede Erhvervsstyrelsen en undersøgelse af bestyrelsesmedlemmernes roller samt opfordrede dem til selvjustits:

”Erhvervsstyrelsen vil på baggrund af afgørelsen i denne sag og fonds-bestyrelsesmedlemmernes varetagelse af deres opgaver i fonden tage spørgsmålet om afsættelse af et eller flere af fondsbestyrelsens medlemmer op til særskilt vurdering, jf. lov om erhvervsdrivende fonde § 38, stk. 1, 1. pkt., og § 44, stk. 4, sidste led. Styrelsen vil i denne relation særligt vurdere de enkelte fondsbestyrelsesmedlemmers deltagelse i incitaments-programmet i I A/S for derved at opnå mulighed for personlig, økonomisk vinding af programmet. Hvert enkelt medlem af fondsbestyrelsen bør derfor nøje overveje deres fortsatte deltagelse i fondsbestyrelsen på baggrund af deres medvirken til ovenstående beslutninger”.

Den efterfølgende oprydning, hvis principper Erhvervsstyrelsen havde samtykket i den 13. maj 2016, resulterede bl.a. i, at to udtrædende medlemmer af fondsbestyrelsen kunne modtage et vederlag for deres ekstraordinære indsats i datterselskabet på henholdsvis 1 og 2 mio.kr, mens direktøren modtog 17 mio.kr.

Klagepunkterne vedrørte:

  • Erhvervsstyrelsens godkendelse af fondsbestyrelsens udbetaling af et ekstraordinært vederlag til de personer i fondens datterselskab, som oprindeligt var omfattet af den nu ugyldige incitamentsaftale.

  • Erhvervsstyrelsens accept af, at et af disse to fondsbestyrelsesmedlemmer først skulle udtræde ved fondens årsregnskabsmøde i 2017. Dette havde haft til følge, at efterkommeren, der var suppleant i bestyrelsen, mente sig snydt for posten som resultat af det udtrædende medlems brud på en mundtlig aftale herom.

  • Erhvervsstyrelsens mangelfulde sagsbehandling i forbindelse med afgørelsen, idet styrelsen angiveligt havde undladt at tage stilling til fem væsentlige forhold: Det andet udtrædende medlems mulighed for at påvirke udpegningen af bestyrelsesmedlemmer på årsmødet den 17. maj 2016 samt manglende stillingtagen til iværksættelse af sanktioner mod de to udtrædende bestyrelsesmedlemmer, berettigelsen af to andre medlemmers fortsatte medlemskab af bestyrelsen, angiveligt unødige og uberettigede udgifter til advokat- og revisorrådgivning om det aflivede incitamentsprogram og den uacceptable behandling af det klagende bestyrelsesmedlem.

Det var imidlertid alt sammen skønne spildte kræfter. Afgørelsen vedrørte fonden som sådan, og som alt overvejende hovedregel ville kun den samlede bestyrelse have partsstatus. Klagerne havde derimod ikke konkret partsstatus i sagen, hvilket førte til afvisning:

”De enkelte bestyrelsesmedlemmer i en fond kan som det klare udgangspunkt ikke anses som klageberettiget i forhold til fondsmyndighedens afgørelser i forhold til fonden. En anmelder, som har givet anledning til, at der er truffet en afgørelse, kan heller ikke generelt anses at have fornøden interesse i sagens udfald til at kunne klage. Da der ikke i øvrigt er anført konkrete omstændigheder, som indebærer at L og H har en sådan individuel, direkte, væsentlig og retlig interesse i sagen, at de kan anses som part og klageberettigede, afviser ankenævnet klagen, jf. § 8, stk. 1, i bekendtgørelse om Erhvervsankenævnet”.

Sag nr. 2016-5114

Link til nyheden om revisor og selveje