Erhvervsankenævnet stadfæster afgørelse om afvisning af selskabsstiftelse

Faglig nyhedDen nedenstående sag fra Erhvervsankenævnet demonstrerer, at sekvensen er altafgørende ved stiftelse og registrering af selskaber i en holdingkonstruktion. Når et moderselskab skal optræde som stifter af datterselskaber, forudsætter dette, at moderselskabet først er registreret og dermed har opnået retsevne.

Virksomhedsret

Klager havde indbragt sagen (J.nr. 2015-6306) for Erhvervsankenævnet ved skrivelse af 19. maj 2015. Erhvervsankenævnet traf sin afgørelse den 29. marts 2016.

Sagens indhold var, at det pågældende selskab var blevet stiftet af et selskab, der selv var under stiftelse på tidpunktet, idet det først tre dage efter blev registreret og dermed opnåede retsevne.

Klagen indeholdt to punkter:

For det første klagedes der over, at selskabet var blevet oversendt til Skifteretten til tvangsopløsning. Denne klage afviste Erhvervsankenævnet at behandle, idet en sådan oversendelse ikke kunne påklages til en højere administrativ myndighed, jf. selskabslovens § 376, stk. 2.

For det andet klagedes der over, at Erhvervsstyrelsen havde afvist genoptagelse som mulighed. Denne afgørelse kunne påklages efter selskabslovens § 376, stk. 1. Erhvervsankenævnet gav imidlertid Erhvervsstyrelsen medhold, idet der var tale om en ”grundlæggende oprindelig mangel i stiftelsesgrundlaget”. Efter selskabslovens § 24, stk. 4, forudsættes der retsevne, for at en juridisk person kan optræde som stifter, ligesom § 41, stk. 1, fastslår, at registrering er en forudsætning for en sådan retsevne.

Kendelse af 29.03.16 (j.nr. 2015-6306)

Kontakt

  • Lars Kiertzner

    Chefkonsulent, statsautoriseret revisor, ph.d.

    Tirsdag til torsdag