Forkert anvendelse af supplerende oplysninger og utilstrækkeligt bevis giver advarsel

Faglig nyhedSagen omhandlede kritik af mangelfuldt bevis om et væsentligt lejlighedskompleks i en opgave og om going concern i en anden opgave, hvor et utilstrækkeligt revisionsbevis om værdiansættelsen af en debitor hertil var kommunikeret forkert i en supplerende oplysning og ikke som en modifikation af konklusionen. Revisornævnet sanktionerede med en advarsel, da der var tale om mindre førstegangsforseelser.

Om revisorRevisionKvalitet

Sag nr. 21/2016 blev indbragt 29. januar 2016 af Revisortilsynet på baggrund af en kvalitetskontrol 2014. Kendelsen blev først afsagt den 1. november 2016 og således efter ikrafttrædelse af den nye revisorlov 17. juni 2016. Nævnet citerede fra forarbejderne til denne lov omkring de ændrede principper for sanktionering af mindre førstegangsforseelser. Hertil henvistes der til princippet i straffelovens § 3 om bedømmelsen af ældre sagsforhold efter datoen for ikrafttrædelsen af nye sanktionsbestemmelser.

Forseelserne blev karakteriseret som mindre alvorlige og førte derfor til en advarsel efter princippet i straffelovens § 3, da der var tale om en førstegangsforseelse.

Det er rimeligt at antage, at en lignende sag var blevet bødesanktioneret, hvis kendelsen var blevet afsagt før den 17. juni 2016.

Sagen indeholdt tre klagepunkter i to sager. Nævnet gav klager medhold i det hele.

I den ene sag var planlægningen mangelfuld, særligt i forhold til et væsentligt lejlighedsprojekt i udlandet. Projektet var værdiansat til 13,9 mio.kr, og det udgjorde således en betragtelig del af aktivsummen på 38,5 mio.kr. Revisors væsentlighedsniveau var på 0,3 mio.kr.

Revisor havde ikke dokumenteret ”risikofyldte regnskabsposter eller gjort sig overvejelser om regnskabsmæssige skøn” og havde ikke ”udfordret den af ledelsen i selskabet anvendte værdiansættelse”.

I den anden sag havde revisor ikke sikret sig tilstrækkeligt og egnet bevis om fortsat drift. Revisor havde anført en betydelig usikkerhed herom i en supplerende oplysning med en henvisning til en note. Revisor skulle imidlertid have foretaget yderligere handlinger for så vidt muligt at komme frem til en bedre underbygget stillingtagen. Selskabets underskud efter skat var på 584 t.kr, egenkapitalen negativ med 453 t.kr. og likviditetsgraden kritisk lav på kun 0.6 (1.854 t.kr./2.976 t.kr.).

Hertil havde der været utilstrækkeligt bevis om et tilgodehavende på 849 t.kr. (balancesummen var på 2.534 t.kr.). Dette havde revisor omtalt i en supplerende oplysning, herunder om den usikkerhed, der var forbundet med den indgåede ”afbetalingsordning” i form af, at kunden skulle underfakturere sine ydelser, indtil hele beløbet var afregnet. Denne måde at kommunikere et utilstrækkeligt revisionsbevis på er naturligvis forkert: Revisor havde haft grundlag for en konklusion med forbehold.

Sagen anskueliggør således to forkerte anvendelser af supplerende oplysninger: I relation til fortsat drift, hvor det først er relevant at anføre – i den gældende terminologi – ”væsentlig usikkerhed om fortsat drift”, når revisor har forsøgt at indhente tilstrækkeligt og egnet bevis for, at der enten ikke er et problem, eller at der er grundlag for en afkræftende konklusion. Og i relation til konkrete regnskabsposter forbundet med betydelige risici for væsentlig fejlinformation, hvor det først er relevant – i den nugældende terminologi – at ”fremhæve forhold i regnskabet”, når revisor har gjort, hvad der er muligt for at opnå tilstrækkeligt bevis for, at den regnskabsmæssige behandling inklusive noteoplysninger er det bedste bud.

Det er således ikke muligt for revisor at ”hoppe over, hvor gærdet er lavest” og undlade revisionshandlinger, der bør udføres efter god revisionsskik, under henvisning til, at ”jeg har jo beskrevet forholdet i min påtegning; men måske ikke lige det rigtige sted”.

Sag nr. 21/2016