Fremrykket og forkert konstatering af indtægt ved salg af kapitalandele – bøde på 60.000 kr.

Faglig nyhedGentagelser af samme type af overtrædelser forhøjer bødesanktionen. Dette sker mærkbart i denne sag, der dybest set handler om manglende overholdelse af den grundlæggende forudsætning om periodisering i årsregnskabsloven.

Om revisorRegnskabRevision

Sag nr. 006-2017 blev indbragt af Erhvervsstyrelsens revisortilsyn den 27. februar 2017 i forlængelse af en kvalitetskontrol i 2015. Kendelsen blev afsagt den 14. november 2017.

Klagepunktet afledt af en enkeltsagskontrol lød således:

 

”Erklæringsbekendtgørelsen er overtrådt ved afgivelse af erklæring på årsregnskabet for D ApS for 2014, idet der ikke er taget forbehold for overtrædelse af årsregnskabsloven. Overtrædelsen af årsregnskabsloven burde desuden have ført til, at revisor havde givet en afkræftende konklusion i revisionspåtegningen. Herudover er god revisorskik overtrådt, idet revisor ikke har dokumenteret at have taget stilling til forholdet”.

 

Konkret var der indtægtsført en avance på 1.375 t.kr. ved salg af en kapitalandel i 2014 på trods af, at salget først var gennemført primo 2015.

Revisornævnet gav Erhvervsstyrelsen medhold i klagen, herunder i, at fejlen var af gennemgribende betydning for det retvisende billede og burde have udløst en afkræftende konklusion: Resultatet i det aflagte regnskab var på 351 t.kr. og egenkapitalen på 2.470 t.kr.

Revisors forsvar havde unægteligt været tyndt og tvivlsomt. Heraf fremgik der således en forveksling af, at der forelå dokumentation for salget, hvilket ikke var anfægtet, med, at der ikke forelå dokumentation for, at revisor havde forholdt sig til salget, herunder periodiseringen heraf. En noteoplysning om den forkerte periodisering dokumenterede ikke revisors ”overvejelser omkring indregningen af den ikke realiserede avance”, eller at indklagede dokumenterede at have ”forholdt sig til indregningen eller overvejet konsekvenserne ved indregningen”.

Endvidere havde revisor anført at skulle udtale sig om efterfølgende begivenheder frem til underskrivelsen af revisionspåtegningen, og at værdiansættelser sker med udgangspunkt i, hvad aktiver reelt handles til uanset tidspunkt. Dette tilbageviste Revisornævnet med en henvisning til, ”at et salg af en dattervirksomhed efter balancedagen ifølge årsregnskabsloven er en ikke-regulerende begivenhed og alene skal medføre en omtale i ledelsesberetningen og noterne, når salget af dattervirksomheden er væsentligt”.


Revisor var tidligere blevet ikendt to sanktioner: En bøde på 200.000 kr. i en kendelse af 11. juni 2012 (i sag nr. 1-2011 og 49-2011) og en bøde på 10.000 kr. i en kendelse af 30. januar 2015 (sag nr. 30-2014).

Overtrædelsen i den nuværende sag kunne ikke betragtes som en mindre førstegangsforseelse. Den kritiserede revisionspåtegning var afgivet den 9. juni 2015 og således inden for fem år efter kendelsen af 30. januar 2015, der havde omhandlet lignende overtrædelser og derfor blev tillagt gentagelsesvirkning. Dette begrundede bødestørrelsen på 60.000 kr. i kendelsen af 14. november 2017.

Sag nr. 006-2017