Frifindelse af revisor i sag indbragt af medlem af en ejerforening – efter 14 måneder i nævnet

Faglig nyhedNedennævnte sag eksemplificerer mindre begrundede indbringelser – og at det kan være irriterende og måske også føles uhensigtsmæssigt med den gældende brede fortolkning af retlig interesse: Enhver økonomisk interesse er tilstrækkelig, således også medlemskab i en økonomisk forening, såsom en ejerforening. Af hensyn til retssikkerheden er det dog nødvendigt, at barren er sat så lavt; men sagsbehandlingen burde ofte være kortere, og formandsafvisning benyttes hyppigere.

Om revisor

Klager, der den 30. juli 2015 indbragte sag nr. 67/2015 for Revisornævnet, var medlem af en ejerforening som ejer af en ejerlejlighed. Sagen omfattede fire klagepunkter, og revisor blev pure frifundet på dem alle.

Det første klagepunkt vedrørte, at omkostninger til vinduesudskiftninger igennem fire år – 2010-2014 – angiveligt ikke var blevet revideret. Klagen var dog ikke begrundet, hvorfor det lagdes til grund, at revisor havde forholdt sig til de anførte beløb i årsrapporterne og ”foretaget stikprøvevise kontrol uden at finde væsentlige uregelmæssigheder”. Nævnet påpegede endvidere, at bestyrelsen havde ansvaret for regnskabsaflæggelsen og for eventuelle overtrædelser af generalforsamlingsbemyndigelser, samt at årsrapporterne faktisk var blevet godkendt på generalforsamlingerne.

To øvrige klagepunkter omfattede efter nævnets fortolkning, at et fælleslån optaget af nogle af ejerne i foreningen efter klagers opfattelse burde have været angivet i årsrapporten, og at revisor burde have haft bemærkninger til, at dette ikke var tilfældet. Et sådant lån var selvfølgelig ikke relevant at inddrage i foreningens årsrapport – og det forekommer helt uforståeligt, hvorledes den manglende inddragelse angiveligt skulle have påført foreningen tab.

Endelig var der ifølge det fjerde klagepunkt tale om en overtrædelse af bestemmelserne om hensættelser i selskabets vedtægter. Det var dog efter nævnets afgørelse hverken i strid med regnskabsreglerne for regnskabsklasse A i årsregnskabsloven eller med vedtægterne, at hensættelserne var vist som passiver.

I kendelsen af 12. oktober 2016 blev revisor pure frikendt, sådan som det ofte er tilfældet ved klager indbragt af private. Frikendelser og afvisninger udgør således samlet den største del af kendelserne i sådanne sager.

Den aktuelle sag er på kanten til at være ubegrundet. I det lys kunne der som minimum ønskes en kortere sagsbehandlingstid end den aktuelle på mere end 14 måneder. Og hertil en hyppigere benyttelse af hjemlen til formandsafvisning af sager, der er endnu mere oplagt grundløse end den foreliggende.

Sag nr. 67/2015

 

Kontakt

  • Lars Kiertzner

    Chefkonsulent, statsautoriseret revisor, ph.d.

    Tirsdag til torsdag