Frifindelse i sager om review – otte klagepunkter uden dokumentation

Faglig nyhedOfte er klager, der indbringes af private personer og selskaber, ikke konkret begrundet, men af postulerende natur: Der er noget galt, ergo burde revisor have opdaget det. Mod revisors benægtelse bliver det påstand mod påstand, der fører til frifindelse. Dette var tilfældet i en sag, hvor den reelt udløsende årsag formentlig var en personlig momsbøde til ledelsen på 50.000 kr.

Om revisor

Sag nr. 42-2017 blev indbragt af klientens selskab den 13. september 2017 vedrørende review af et regnskab for 2012/13. Revisor blev frikendt i kendelse af 2. maj 2018.

Selskabet havde skiftet revisor det følgende år, og denne revisor havde angiveligt konstateret en række afklarede regnskabsmæssige forhold og fejlbeløb i primobalancen. Hertil var selskabets ledelse efter det oplyste blevet pålagt en bøde på 50.000 kr. i april 2015 som konsekvens af ”manglende momsredegørelse og tilhørende momsafstemninger”.

Klager rejste i alt otte klagepunkter om tilsidesættelser af god revisorskik mod den tidligere revisor for bl.a. ikke at have taget forbehold for en række regnskabsmæssige fejl, for ikke at have fastlagt et væsentlighedsniveau ved reviewet og endvidere for ikke at have anført en supplerende oplysning om strafansvar for ledelsen for overtrædelse af momslovgivningen.

Klagepunkterne havde imidlertid karakter af postulater uden begrundelse. Dette kom frem i Revisornævnets begrundelse for frifindelsen:

 

”Det er klager, der i en klagesag, der indbringes for Revisornævnet, skal bevise, at klagen er begrundet og rigtig. Mod indklagedes benægtelse, og fordi klager ikke har dokumenteret sine klagepunkter, finder Revisornævnet ikke, at klager med den fornødne sikkerhed har bevist, at klagen er begrundet og rigtig i et sådant omfang, at indklagede kan findes skyldig og idømmes en disciplinærstraf. Derfor frifindes indklagede i det hele for alle klagepunkter”.

 

Det kunne også have været fremhævet, at revisors forpligtelse til at anføre et potentielt ledelsesansvar i sin erklæring ikke gælder i review – det er jo tænkeligt, at momsbøden var den udløsende årsag til klagen.

Sag nr. 42-2017

 

Sag nr. 41/2017 er helt enslydende med ovenstående sag – det er derfor nærliggende at antage, at der var to underskrivende revisorer på erklæringen.

 

Sag nr. 41-2017