Revisornævnet – tema nye afgørelser vedrørende frifindelser

Faglig nyhedFrifindelser i Revisornævnet har typisk som begrundelse, at der på det foreliggende grundlag ikke kan gives medhold i de påklagede forhold. Nedenfor behandles to nyere sager med det udfald. Den sidste sag understreger desuden, at revisor ikke mod bedre vidende kan afgrænse opgaver om assistance med opstilling til et topartsforhold og dermed uden fra Revisornævnets kompetence.

Om revisor

I kendelse af 15. november 2013 (sag nr. 66/2012) frifandtes revisor for en klage om at have overtrådt tavshedspligten ved uberettiget at have videregivet oplysninger til en mindretalsaktionær inden regnskabsgodkendelse.

Frifindelsen skete under tilføjelse af, at klageren ikke havde dokumenteret de pågældende forhold, herunder at drøftelser med den daværende direktør (og medlem af bestyrelsen) i et af de to klagende selskaber ikke var et naturligt led i revisionen. Samme person havde som ejer af to andre selskaber, der var minoritetsaktionær i de klagende selskaber, en selvstændig forpligtelse til at foretage en vurdering af værdien af kapitalandelene”. Den mere negative vurdering af kapitalandelene i disse selskabers regnskaber skyldtes ikke revisors overtrædelse af sin tavshedspligt.

I kendelse af 18. november 2013 (sag nr. 18/2013) blev revisor frifundet i en sag indbragt af Skat om assistance med opstilling af selvangivelse. Sagen vedrørte korrektioner som følge af et efterfølgende udarbejdet tysk regnskab, som det på det foreliggende grundlag ikke kunne antages, at revisor havde eller burde have haft kendskab til. Ligeledes fastslås det, at revisor ikke har en pligt til efterfølgende at følge op på, om der opstår eventuelle behov for korrektioner: ”Således som sagen foreligger oplyst finder nævnet... ikke, at klager har godtgjort, at indklagede har tilsidesat god revisorskik..., idet det ikke findes godtgjort, at indklagede var i besiddelse af andre oplysninger end de i årsrapporten indeholdte, da han afgav sin erklæring. Det bemærkes i den forbindelse, at den indklagede ikke har et selvstændigt ansvar for at foretage korrektioner over for Skat, idet det er den private skatteyder, der selv er ansvarlig for sine selvangivelser, ligesom det er den private klient, der aflægger regnskaberne.”

Sagen vedrørte som noget ret enestående ”kun” assistance med opstilling og ikke erklæringsafgivelse med sikkerhed.

Sagen belyser som en biting toparts- kontra trepartsopgaver, og dermed afgrænsningen af nævnets kompetenceområde. Ud fra en konkret vurdering anså nævnet sig for at være kompetent, selv om revisor havde anført, at erklæringen var afgivet i et topartsforhold mellem revisor og klient. Ud fra sagens omstændigheder havde revisor da også erkendt, at der reelt var tale om et trepartsforhold, hvor Skat var den tredje part. “Nævnet lægger videre til grund... at indklagede var klar over, at hans klient skulle anvende årsrapporten i forbindelse med sin private selvangivelse. Herefter er det bevist, at indklagede – uanset hans anførsel på forsiden om, at årsrapporten kun er til hvervgiverens eget brug – har afgivet en revisorerklæring omfattet af revisorlovens § 1, stk. 3…. Ved afgivelse af erklæringer omfattet af revisorlovens § 1, stk. 3, skal revisor udvise professionel kompetence og omhu, jf. revisorlovens § 16, stk. 3.  Nævnet kan derfor realitetsbehandle klagen.”

Læs de fulde kendelser på Revisornævnets hjemmeside

Kontakt

  • Lars Kiertzner

    Chefkonsulent, statsautoriseret revisor, ph.d.

    Tirsdag til torsdag