Opløsning af veteranbilforening – advarsel til revisor for nøl i assistanceopgave

Faglig nyhedI opgaver om assistanceydelser, der omfattes af revisorlovens § 1, stk. 3, skal revisor bl.a. udvise professionel kompetence og omhu. Revisor kan ikendes disciplinæransvar, hvis opgaver ikke løses rettidigt, og dette blandt andet skyldes revisors forhold. Revisor sanktioneres med en advarsel i en sag om en sådan passivitet.

Om revisor

Sag nr. 11-2018 blev indbragt af en veteranbilforening den 19. februar 2018.

Klagen, som Revisornævnet forstod den, gik ud på, at revisor ikke havde udvist fornøden omhu på grund af manglende udarbejdelse af foreningens regnskab for 2016 samt beregning af dens skatteforhold for 2010-2017 i forbindelse med opløsning af foreningen. Foreningen havde både skattefrie og skattepligtige indtægter og var således antageligt omfattet af selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 6, hvorefter omsætning med ikke-medlemmer er skattepligtig.

Det var ubestridt, at der forelå en aftale mellem parterne, og at revisor havde udtrykt forventning om, at sagen var blevet afsluttet senest den 8. december 2017. Dette var dog ikke sket, og revisor havde i den sammenhæng udvist passivitet, hvorfor foreningen først ville kunne opløses i 2018.

Revisor havde således påtaget sig opgaven, der omfattedes af revisorlovens § 1, stk. 3, men ikke afgivet erklæring. Revisornævnet kunne dog som efter fast praksis alligevel pådømme klagen under henvisning til revisorlovens forarbejder, hvorefter kompetencen omfatter ”hele processen fra opdragets givelse over de enkelte undersøgelser til den endelige erklæring" (jf. Betænkning 14/11/2002 om Revisorlovgivningen s. 66).

Under henvisning til, at konsekvenserne af revisors passivitet havde været begrænsede, ikendtes revisor en advarsel den 29. marts 2019.

Sag nr. 11-2018