Revisor frikendt i sag indbragt af SKAT

Faglig nyhedSKAT indbringer af og til sager, hvor formuleringen af klagepunkterne implicit nærmest synes at forudsætte, at revisor opdager alle fejl i forbindelse med sine opgaver uanset væsentlighed, idet der ikke konkret argumenteres for, at revisor burde have opdaget dem. Dette er naturligvis en grundlæggende misforståelse, som kan føre til, at revisor frikendes ”således som klagen er fremsat”.

Om revisorRevisionKvalitet

Sag nr. 064/2015 blev indbragt af SKAT den 8. juli 2015 og omfattede to klagepunkter. Revisor blev frikendt på begge punkter i kendelsen af 8. februar 2016.

Det første klagepunkt gik ud på, at revisor angiveligt havde tilsidesat revisorlovens § 16, stk. 3, ved ikke at udvise professionel kompetence og fornøden omhu ved udarbejdelse af opgørelse af den skattepligtige indkomst for indkomståret 2013 for det omhandlede selskab i sin afgivelse af erklæring af 19. februar 2014 om regnskabsmæssig assistance, idet et underskud i form af aktietab på 656.284 kr. realiseret i tidligere år allerede var modregnet ved opgørelse af selskabets skattepligtige indkomst for året 2010.

Revisornævnet frifandt under henvisning til, at revisor ikke havde haft noget med 2010 at gøre, hvor aktietabet automatisk var blevet videreført ved en indtastningsfejl, selv om det var blevet udnyttet i 2010. Endvidere blev der lagt vægt på, at underskuddet ikke var blevet modregnet i det materiale, som revisor havde afgivet assistanceerklæring om, men først ved indberetningen af selvangivelsen. På den baggrund havde SKAT ikke bevist, at revisor havde, eller burde have haft, viden om fejlen.

Det andet klagepunkt gik på, at indklagede angiveligt i sine revisionspåtegninger af 20. marts 2012 om årsrapporten for regnskabsåret 2011, 20. marts 2013 om årsrapporten for regnskabsåret 2012 samt 3. marts 2014 om årsrapporten for regnskabsåret 2013 for samme selskab havde tilsidesat erklæringsbekendtgørelsens § 7, stk. 2, nr. 1, ved at have undladt at afgive supplerende oplysning om ledelsens mulige strafansvar for overtrædelse af skattekontrollovens § 7 C om indberetning af skattepligtig værdi af fri bolig til selskabets anpartshaver.

Efter sagsfremstillingen havde eneanpartshaveren hvert år selvangivet beløbene som anden personlig indkomst, som der derfor ikke var beregnet AM-bidrag af. Værdien skulle have været løbende indberettet som B-indkomst. Revisor havde hverken været involveret i den løbende bogføring eller eneanpartshaverens personlige skatteopgørelser.

Revisornævnet frikendte revisor, ”således som klagen er fremsat”. Dette refererer til, at SKATs formulering af klagen forudsatte, at revisor havde været vidende om den manglende løbende indberetning og alligevel havde undladt supplerende oplysninger. Revisor var naturligvis enig i, at en sådan viden ville have udløst krav om supplerende oplysninger.

SKAT havde hverken bevist eller argumenteret for, at revisor burde have haft denne viden.

Sagen understøtter kun indirekte, at der gælder almindelige væsentligheds- og risikoovervejelser ved revision af skattemæssige forhold i et regnskab, og også ved direkte erklæringer om skattemæssige forhold.

Det fremføres ofte, at SKAT ikke opererer med et væsentlighedsbeløb. Dette er givet rigtigt i ligningsmæssige sammenhænge, hvilket imidlertid ikke er det samme som at sige, at alle fejl dermed opdages i ligningen.

Det er en indlysende fejltagelse at overføre denne ligningsmæssige regel om væsentlighed til revisorerklæringer, hvor undladelse af at operere med et væsentlighedsniveau ville indebære et nærmest objektivt ansvar for ikke-fundne fejl. Ansvar for opdagelse af fejl er derimod et ukendt begreb i ligningen.

Sag nr. 064/2015