Selskab påbudt revision / udvidet gennemgang som afløb af regnskabskontrol

Faglig nyhedErhvervsankenævnet stadfæster afgørelse i Erhvervsstyrelsen om, at et selskab påbydes revision/ udvidet gennemgang i det efterfølgende regnskabsår som følge af væsentlige fejl i årsrapporten.

RevisionKvalitet

Erhvervsankenævnet stadfæstede ved kendelse af 18. december 2015 (J.nr. 2015-4196) Erhvervsstyrelsens afgørelse af 26. februar 2015. I denne afgørelse blev et selskab påbudt, at det efterfølgende årsregnskab 2013/14 skulle enten revideres eller underkastes udvidet gennemgang af en godkendt revisor. Årsagen var, at der var fundet adskillige fejl i regnskabskontrollen efter årsregnskabsloven § 159, stk. 1, i årsrapporten for 2012/13, der derfor samlet set ikke gav et retvisende billede. Selskabet havde haft fravalgt revision fra og med 2006/07.

Der var tale om nedenstående fejl og mangler:

Mangler i ledelsespåtegningen
Manglende anvendt regnskabspraksis
Manglende egenkapitalopgørelse
Manglende oplysning om de væsentligste aktiviteter
Manglende oplysninger om ejere
Uoverensstemmelser mellem resultatdisponering i tilknytning til resultatopgørelsen og balance.

Det sidste punkt var ifølge Erhvervsankenævnet ”væsentligst”. Efter Erhvervsstyrelsens begrundelse af 26. februar 2015 var virksomhedens resultat angivet som et overskud på kr. 17.011 i 2012/13, mens der var foreslået et udbytte på kr. 147.600. Dette burde føre til, at de frie reserver på balancedagen var blevet formindsket med kr. 130.589. I stedet fremgik det af balancen, at egenkapitalen var steget fra kr. 2.870.856 til kr. 3.030.193 – en stigning på i alt kr. 159.337. Hovedårsagen var formentlig, at regnskabsaflægger havde den fejlopfattelse, ”at værdistigninger i aktier ikke skal medregnes i resultatet”, og dermed var uvidende om årsregnskabslovens § 37, stk. 1.

Selskabets eneejer og direktør anførte problemer med at indberette årsrapporten elektronisk til Erhvervsstyrelsen som begrundelse for fejlene på en række af de ovenfor anførte punkter og fremlagde en angiveligt på generalforsamlingen godkendt årsrapport, der formentlig ikke var helt så mangelfuld. Den kunne imidlertid ikke lægges til grund – den indberettede årsrapport er altid den gældende. Hertil afviste Erhvervsstyrelsen, at det ikke havde været muligt at foretage korrekt indberetning via REGNSKAB BASIS med hjælpefunktioner.

Efter § 135, stk. 7, er Erhvervsstyrelsen bemyndiget til at påbyde revision/udvidet gennemgang i indeværende og de to følgende regnskabsår, når der findes væsentlige fejl og mangler i regnskabskontrollen. Hertil kan det bestemmes, at der skal udføres ”rigtig” revision.

I sagen blev der således valgt en minimal reaktion i sådanne sager, formentlig fordi der efter det foreliggende ikke var tale om manipulerende fejl og mangler.

Se kendelsen her.