”Skærpe i toppen” - frakendelse, betinget frakendelse, forhøjede bøder og forbud

Faglig nyhedEfter bemærkningerne til revisorloven 2016 skal frakendelse i alvorlige sager mod revisor inddrage det forhold, at revisor er offentlighedens tillidsrepræsentant i større omfang end tidligere. Dermed skal der fremadrettet anlægges en skarpere vurdering for revisorer end for advokater. Hertil er der nye muligheder for skarpe sanktioner i form af betinget frakendelse (gult kort), forhøjede bøder samt forbud.

Om revisorKvalitet

Efter de generelle fremsættelsesbemærkninger til L 631 om ændringer til revisorloven forventes det, at revisors helt særlige rolle som offentlighedens tillidsrepræsentant får særlig vægt i de grovere sager om frakendelse, og herunder nok også den nye sanktionsform om betinget frakendelse:

”Lovforslaget følger endvidere Revisorkommissionens anbefaling om at tydeliggøre, at Revisornævnet i forbindelse med vurderingen af, om der er grundlag for at statuere frakendelse i en konkret sag, i højere grad lægger vægt på, at revisor er offentlighedens tillidsrepræsentant. Der gælder derfor et skærpet vurderingsgrundlag i forhold til det, som kendes fra f.eks. advokater”.

Dette kan sammen med de nye skarpe sanktionsformer – betinget frakendelse, forbud og forhøjede bøder – ses som element i hensigten om at ”skærpe i toppen” ved grove forseelser.

Det er svært at konkludere entydigt om omfanget, hvori dette vil ske. Der er i sagens natur kun begrænset praksis herom efter 17. juni 2016.

Antallet af sager, hvor godkendelsen frakendes revisor, er dog stigende i forhold til tidligere.

Nedenfor er der refereret til to kendelser om frakendelse i 2018:

 

Fjerde alvorlige sanktion: Revisor frakendt godkendelsen i to år og ikendt bøde på 200.000

Revisor frakendes godkendelsen i to år og får bøde på 150.000 kr.

 

Kendelserne om frakendelse er, som det er typisk, indbragt for domstolene af Erhvervsstyrelsen som følge af krav fra revisor herom. Dette indebærer muligheden for, at der kan gå meget lang tid fra en revisornævnskendelse herom og indtil domstolens endelige afgørelse, hvilket sædvanligvis er en betingelse for, at frakendelsen reelt får virkning.

I 2018 blev der endvidere i tre sager rejst krav om betinget frakendelse og forhøjede bøder.

I forlængelse af en undersøgelse efter revisorlovens § 37 indbragte Erhvervsstyrelsen to revisorer og deres revisionsvirksomhed for Revisornævnet med påstande herom. Påstandene blev fulgt af Revisornævnet, for så vidt angår betingede frakendelser for begge revisorer (henholdsvis fem og tre år) og en forhøjet bøde på 500.000 kr. for den ene revisor. Revisionsvirksomheden blev derimod ”kun” ikendt en standardbøde på 100.000 kr. for et førstegangstilfælde af utilstrækkelig anvendelse af virksomhedens kvalitetsstyringssystem, mens den anden revisor ”kun” ikendes en bøde på 300.000 kr. De to revisorer og deres revisionsvirksomhed var allerede på tidspunktet for kendelserne i Revisornævnet ikke længere medlemmer af FSR – danske revisorer.

Læs mere herom i faglig nyhed af 17. december 18

 

Revisorerne indbragte ikke de pågældende kendelser for domstolene. Dette er umiddelbart som forventet, idet en sådan indbringelse i tilfælde af stadfæstelse blot udskyder starttidspunktet for den betingede frakendelse, hvilket sædvanligvis ikke vil være i revisors interesse.


Kontakt

  • Lars Kiertzner

    Chefkonsulent, statsautoriseret revisor, ph.d.

    Tirsdag til torsdag