Uafhængighedssag om stort tilgodehavende hos revisionsklient – bøde på 100.000 kr.

Faglig nyhedSager om honorartrusler er meget sjældent forekommende. I denne sag ikendes revisor en bøde på 100.000 kr. for at have afgivet erklæring om et selskab, som revisionsvirksomheden havde et stort gammelt tilgodehavende hos.

Om revisorRevision

Sag nr. 27-2017 blev indbragt den 15. juni 2017 af en advokat på vegne af et selskab, der havde en simpel fordring i et konkursbo. Fordringen stammede fra købet af indmaden i et selskab, som den indklagede revisor havde revideret årsrapporterne for, og som så efterfølgende var gået konkurs. Revisionsvirksomheden blev også indbragt for et angiveligt accessorisk ansvar. Den indklagede revisor besad en tredjedel af kapitalen og stemmerettighederne og var partner i revisionsvirksomheden.

Klagen gik ud på, at revisor ikke havde kunnet påtage sig revisionsopgaven i 2011/2012 og 2012/2013 i såvel selskabet som dets moderselskab som følge af et stort forfaldent tilgodehavende fra tidligere år på ca. 3.500.000 kr. Hertil burde nedskrivningen til 50 % af et stort tilgodehavende, som selskabet havde i sit moderselskab, have været grundlag for et forbehold, idet nedskrivningen havde været klart utilstrækkelig.

Klager havde i efteråret 2013 købt indmaden i selskabet – en tandlægeklinik – med overtagelse 1. november 2013. I den forbindelse havde årsrapporten for 2011/12 for selskabet og revisionspåtegningen herom afgivet den 14. november 2012 indgået i grundlaget for købsbeslutningen. Derimod havde moderselskabets årsrapport efter det oplyste ikke været forelagt, ligesom årsrapporterne for såvel selskab som moderselskab for 2012/2013, hvor påtegningerne var afgivet den 6. januar 2014, naturligvis ikke havde indgået ved købsbeslutningen.

I tråd med de almindelige retningslinjer for afgrænsningen af en privat klagers retlige interesse pådømte Revisornævnet derfor kun klagen vedrørende revisionen af årsrapporten for selskabet for 2011/2012.

I sin afgørelse lagde Revisornævnet til grund, at revisionsvirksomheden, hvorigennem indklagede afgav sin erklæring, på tidspunktet for afgivelsen af revisionspåtegningen på årsregnskabet for 2011/12, den 14. november 2012, havde et tilgodehavende hos selskabet på 3.405.640 kr. Dette forhold understøttedes også af en skyldnererklæring af 22. februar 2012 mellem selskabet og revisionsvirksomheden, samt efterfølgende af udskriften af personbogen, hvoraf det fremgik, at revisionsvirksomheden den 26. juli 2013 blandt andet havde fået tinglyst pant i selskabets driftsmidler, driftsmateriel, driftsinventar og goodwill mv. for sammenlagt 2.900.000 kr.

Hertil kunne det lægges til grund, at indklagede personligt på tidspunktet for påtegningen af årsregnskabet havde en ejerandel på 33,33 % i revisionsvirksomheden gennem et 100 % ejet holdingselskab.

På denne baggrund fandt Revisornævnet, at det hos en velinformeret tredjemand måtte vække tvivl om revisors uafhængighed på tidspunktet for erklæringsafgivelsen. Derfor havde revisor ved sin påtegning på årsregnskabet den 14. november 2012 overtrådt revisorlovens § 24, stk. 1 og 2, og blev pålagt en bøde på 100.000 kr. – det vil sige standardbøden for overtrædelse af uafhængighedsreglerne.

Revisornævnet afviste derimod at tage stilling til klagepunktet om den angiveligt utilstrækkelige nedskrivning af selskabets tilgodehavende i moderselskabet under henvisning til revisors inhabilitet – underforstået, revisor kunne ikke afgive en gyldig erklæring.

Endvidere havde klager ikke godtgjort, at der forelå et accessorisk ansvar for revisionsvirksomheden.

Sag nr. 27-2017