Ny lovforslagspakke stiller strengere krav til revisor som rådgiver end til andre

Faglig nyhedUd over at foreslå, at revisorlovens anvendelsesområde udvides til også at omfatte revisorrådgivning vedrørende hvidvask, indeholder lovforslaget primært hjemler til øgede kontroller inden for regnskabs- og selskabsområderne.

RevisionRegnskabVirksomhedsretOm revisorKvalitet

Regeringen har netop fremlagt en såkaldt kontrolpakke, som indeholder forslag til ændringer i en række love, primært årsregnskabsloven, selskabslovene og revisorloven.

Med lovudkastet ønskes der for det første på selskabs- og årsregnskabsområdet flere hjemler, så Erhvervsstyrelsen bedre kan kontrollere nyetablerede og eksisterende virksomheder.

Kvalitet i   regnskabs­ og selskabsdata og informative regnskaber er et centralt element for at sikre gnidningsfri samhandel i et effektivt erhvervsliv.  Gode regnskabs­ og selskabsdata skaber gennemsigtighed, og gennemsigtighed gør det lettere og billigere at handle sammen. Værdien af denne gennemsigtighed afhænger af mængden og kvaliteten af oplysninger. Derfor støtter FSR – danske revisorer lovforslaget på de elementer, som har til formål at forbedre kvaliteten af regnskabs­ og selskabsdata. Ifølge erfaringerne er fejlene størst der, hvor der ikke har været revisor inde over, hvorfor indsatsen bør målrettes der.

For det andet skal revisorlovens anvendelsesområde ifølge lovforslaget udvides, så det offentlige tilsyn med revisorernes kompetence udstrækkes til også at omfatte tilfælde, hvor revisor er rådgiver i forhold til hvidvask.

Foreningen er naturligvis på det rene med, at revisorerne med den særlige rolle som offentlighedens tillidsrepræsentant skal medvirke til at forebygge og forhindre, at der sker ulovligheder som f.eks. hvidvask.  Men det vil være en negativ forskelsbehandling af revisorer i forhold til andre rådgivere og konkurrenceforvridende, hvis revisorer ikke har et "level playing field" i forhold til andre professionelle rådgivere, når de konkurrerer med andre rådgivere om for eksempel skatterådgivning og erhvervsrådgivning generelt.

Der er konstateret langt flere problemer med overholdelse af hvidvaskloven hos andre end revisorer i branchekategorien bogføring, revision, skatterådgivning. Lovudkastet giver ikke hjemler til øget kontrol med disse firmaer. Det er kritisabelt henset til, at revisorer kun udgør ca. 1/8 af de virksomheder, som skal registreres i hvidvaskregistret, og til at formålet med kontrolpakken er bekæmpelse af økonomisk svindel.

Herudover mener FSR – danske revisorer generelt:

  • at der bør være øget fokus på ejeren og ledelsens ansvar, herunder også lovgivningsmæssigt at få fastsat dette ansvar og ført kontrol hermed.
  • at myndighedernes indsats med fordel i højere grad kan rette sig mod forebyggende indsatser frem for efterfølgende kontroller. I den forbindelse vil f.eks. en flagordning, hvor betingelserne er gennemsigtige og baseret på objektive krav, være et nyttigt tiltag.
  • at myndighedernes kontrolindsats i højere grad skal rettes mod de bevidste snydere og de virksomheder, der begår mange, gentagne og/eller grove fejl.
  • at der bør afsættes ressourcer til at følge op på den primært digitaliserede kontrol, som forslaget lægger op til. Hvis der ikke er ressourcer til at benytte de kontrolmuligheder og sanktioner, lovforslaget giver, vil effekten – både præventivt og generelt – udeblive.
  • at der bør ses på, om ikke de administrative offentlige omkostninger ved f.eks. tvangsopløsning og konkurs i højere grad bør afholdes af virksomhedsejerne.

FSR – danske revisorer vil i de kommende uger nærmere studere lovforslagets enkelte elementer og udarbejde et høringssvar til lovforslaget inden høringsfristens udløb den 30. december 2019.

Lovforslaget findes her

Kontakt

  • Vibeke Sylvest

    Chefkonsulent, Cand.jur, MPA

    6070 8791