Gør assistancekunder dig pligtfri? Opfølgning på marts måneds dilemma

Faglig nyhedEmnet for dilemmaet i marts måned kredser om, hvad der gælder i assistanceopgaver, og hvad der ikke gælder. Der har i de senere år været en voldsom vækst i selskaber, der fravælger revisionen til fordel for en assistanceerklæring; men betyder det, at alle revisors særlige pligter i erklæringsopgaver med sikkerhed bortfalder? Vi modtog 135 svar, som vi takker for.

RegnskabOm revisor

Dilemmaet i marts måned havde nedenstående ordlyd:

Tre af dine små kunder har valgt, at deres årsregnskab skal forsynes med en assistanceerklæring. Du bliver sat i tre forskellige situationer, og i hver situation skal du forudsætte, at du derfor yder assistance med opstilling af årsregnskabet for tre forskellige små selskaber, der har fravalgt revisionen.

  1. Kunden gør dig opmærksom på at have modtaget kontante betalinger for individuelle salg på mere end 50.000 kroner. Du underretter Hvidvasksekretariatet.

  2. Du konstaterer, at der i årets løb er opstået et ulovligt lån hos en kunde. Du anfører dette som en ansvarsoplysning i din assistanceerklæring om regnskabet.

  3. Du får ved en kundeforespørgsel oplyst, at der indgår en række private udgifter i selskabets bogføring. Disse bliver luset ud og bliver omposteret som private hævninger på en mellemregningskonto, der er i selskabets direktørs/hovedaktionærs favør. Du foretager dig ikke yderligere. 

I alt 135 respondenter gav deres bud på, hvilke af de tre udsagn de kunne tilslutte sig. Svarene fremgår nedenfor:



Det første, der skal slås fast, er, at overskriften er lidt ”frisk”: Det er selvfølgelig eksempelvis indlysende, at revisor ikke kan afgive assistanceerklæringer om regnskaber, som åbenlyst indeholder væsentlige fejl. Dette er dog ikke relevant her, hvor ingen af forholdene indikerer, at der foreligger sådanne fejl. Derimod drejer de sig om omhandlede mulige pligter i forhold til hvidvask og erklæringens udformning.

Hertil skal det slås fast, at hvidvaskloven gælder for stort set alle revisors ydelser, og således undtagelsesfrit for opgaver omfattet af revisorloven og i øvrigt også for langt de fleste andre opgaver, der løses i en revisionsvirksomhed. Opgaver om assistance og erklæringsafgivelse herom er således omfattet.

Som casen er beskrevet, er der klart underretningspligt om forhold 1 vedrørende overtrædelse af kontantforbuddet. Når klienten selv oplyser herom, er der ingen grund til at være i tvivl om rigtigheden heraf. Det store flertal af respondenter, 92 %, vil da også underrette Hvidvasksekretariatet. Og selvfølgelig som altid underforstået, at klienten ikke må informeres herom.

Noget andet er, hvad revisor skal gøre for at forsøge at afdække omfanget af uretmæssig modtagelse af kontantbetalinger. Umiddelbart er det min holdning, at revisor kan nøjes med at forespørge ledelsen om en oplistning af tilfælde.

Forhold 2 om det ulovlige lån kan ikke føre til en ansvarsoplysning i revisors assistanceerklæring. Den positivt fastlagte rapporteringspligt herom er begrænset til revision og udvidet gennemgang, jf. erklæringsbekendtgørelsens § 7, stk. 2. Uden en lovhjemlet oplysningspligt er der formentlig tale om en tilsidesættelse af tavshedspligten, når 9 % vil anføre en ansvarsoplysning i en offentligt tilgængelig assistanceerklæring.

Derimod er der underretningspligt til Hvidvasksekretariatet om ulovlige lån ud fra samme overvejelser i alle de revisorydelser, der omfattes af hvidvasklovgivningen. Der er dog ikke spurgt om hvidvaskunderretning, og derfor er dette ikke relevant for besvarelsen. Revisor vil ligeledes være forpligtet til at opfordre klienten til at berigtige det pågældende ulovlige lån skattemæssigt.

Forhold nr. 3 er mere usikkert, hvor begge holdninger kan forsvares.

Det, der taler for ikke at foretage sig yderligere (herunder muligvis underrette Hvidvasksekretariatet), er, at selskabet sandsynligvis bruger fremgangsmåden af praktiske årsager og periodisk selv flytter de private poster til debitering på mellemregningskontoen, der efter det oplyste altid er i direktørens/hovedaktionærens favør. Dette indikerer, at der ikke på noget tidspunkt kommer til at foreligge et ulovligt lån/skatteunddragelse.

For den modsatte holdning kan det anføres, at revisor måske bør foretage sig lidt mere i relation til, at klienten har luget rettidigt og effektivt ud i de pågældende transaktioner, for eksempel ved at udbede sig og gennemse en liste over de omflyttede transaktioner.

Respondenterne deler sig i to nogenlunde lige store grupper med 42 %, der vil foretage sig yderligere, og 58 %, der ikke vil gøre det.