FSR – danske revisorer lancerer den nye erklæring om persondata på engelsk

Faglig nyhedDen nye erklæring om persondata, som FSR – danske revisorer udarbejdede i samarbejde med Datatilsynet, lanceres nu i en engelsk version til brug for virksomheder med internationale kunder, kolleger og databehandlere.

Om revisorRevision

For an English version of this news item click here 

Den 5. februar 2019 lancerede FSR – danske revisorer på baggrund af samarbejde med Datatilsynet en ny erklæring om persondata. Den nye revisorerklæring har til formål at give sikkerhed for, at databehandlere lever op til kravene i GDPR, som de har forpligtet sig til i de indgåede databehandleraftaler.

FSR – danske revisorer lancerer nu den nye erklæring om persondata i en engelsk version. Den engelsksprogede version er en direkte oversættelse af den danske, hvorfor de to sprogversioner har samme baggrund, formål, fokus og opbygning.

Erklæringen er udarbejdet til brug for de godkendte revisorer og må ikke anvendes af andre.  

Du kan læse mere om den nye erklæring om persondata her

Den engelske version af erklæringen om persondata har til formål at hjælpe virksomheder med internationale samarbejdspartnere og kunder, samt hvor den primære kommunikation i øvrigt foregår på engelsk. Den engelske version kan yderligere benyttes af virksomheder, som har internationale databehandlere, og hvor kommunikationen herimellem foregår på engelsk.

Den engelske version af erklæringen har fået navnet ”Independent auditor’s ISAE 3000 assurance report on information security and measures pursuant to the data processing agreement with [Data controller]”.

Erklæringen er på lige fod med den danske version ikke et udtryk for minimumskrav og indeholder en række eksempler på kontrolaktiviteter og revisionshandlinger. Disse er alene til inspiration og bør altid tilpasses til den konkrete risikovurdering, de foranstaltninger, der i øvrigt måtte være aftalt parterne imellem, og under hensyn til revisors professionelle vurdering.

Se den engelske version af erklæringen om persondata her.