Høringsudkast om ændret præsentation af resultatopgørelse og Management Performance Measures

Faglig nyhedIASB har udsendt høringsudkast om nye krav vedrørende mellemtotaler og klassifikation af poster i resultatopgørelsen samt om brugen af Management Performance Measures. De nye krav skal afløse IAS 1.

Regnskab

IASB har i december 2019 udsendt et høringsudkast (Exposure Draft ED/2019/7) om ”General Presentation and Disclosures”. Høringsudkastet indeholder forslag om en ny standard, der skal erstatte IAS 1, ”Presentation of Financial Statements”. Der er især forslag om ændringer i resultatopgørelsen.

Høringsudkastet foreslår dels nogle nye krav om præsentation og oplysninger i årsregnskaber og dels, med visse justeringer, at videreføre en række krav fra den eksisterende IAS 1.

Høringsudkastet indeholder desuden forslag om ændringer i IAS 7, 8, 33, 34 og i IFRS 7 og 12.

IASB foreslår, at kravene i IAS 7 om pengestrømsopgørelsen stort set bibeholdes, men der foreslås dog nogle justeringer.

Hidtil har der været stor valgfrihed med hensyn til brug af mellemtotaler i resultatopgørelsen. Høringsudkastet foreslår, at alle virksomheder skal medtage en mellemtotal i resultatopgørelsen for ”Operating profit or loss”. Der skal således sondres mellem, hvilke indtægter og omkostninger, der vedrører driften henholdsvis andre kategorier. I driften, ”Operating profit or loss”, skal indgå alle indtægter og omkostninger, der ikke henføres til andre kategorier såsom investerings- eller finansieringskategorien. Med andre ord vil det være alle indtægter og omkostninger fra virksomhedens hovedaktiviteter. Der foreslås desuden nye mellemtotaler for ”Operating profit or loss and income and expenses from integral associates and joint ventures” og “Profit or loss before financing and income tax”.

Ved brug af disse nye mellemtotaler vil resultatopgørelsen bestå af følgende kategorier:

  1. Operating
  2. Integral associates and joint ventures
  3. Investing
  4. Financing.

Der er særlige afsnit om kategorien ”operating” for virksomheder, der yder finansiering til kunder som hovedaktivitet.

I høringsudkastet foreslås også at introducere en definition af ”management performance measures” (MPM) og krav om at oplyse om disse i en særlig note. MPM svarer til det begreb, der af andre ofte benævnes alternative resultatmål eller APM (Alternative Performance Measures), dvs. regnskabstal eller mellemtotaler, der ikke er er baseret på IFRS- eller lovkrav, men som virksomheden selv har valgt at anvende i sin rapportering som supplement til lov- eller standardkrævede tal.

IASB foreslår ikke forbud mod at anvende MPM, men der er forslag til specifikationer og forklaringer, herunder at foretage en afstemning til de mest direkte sammenlignelige IFRS-tal.

Kommenteringsfristen over for IASB er den 30. juni 2020. Derudover vil den europæiske regnskabsorganisation EFRAG udarbejde udkast til kommentarer, hvortil der givetvis vil være en kortere kommenteringsfrist.

Download IASB Exposure Draft ED/2019/7, General Presentation and Disclosures, December 2019 (102 sider)