Farvel til én-krones-selskaber - hvad skal revisor være opmærksom på

Faglig nyhedFolketinget har vedtaget forslaget om afskaffelse af IVS’erne og nedsættelse af minimumskapitalkravet for ApS’er. Overgangen til ApS kan ske nemmere for de iværksætterselskaber, der anvender revisor.

RegnskabVirksomhedsret

Vedtagelsen af lovforslag L190 indebærer en afskaffelse af iværksætterselskaber som selskabsform, samt en nedsættelse af minimumskapitalkravet til anpartsselskaber fra 50.000 kr. til 40.000 kr. Afskaffelsen af muligheden for at stifte et iværksætterselskab træder i kraft dagen efter bekendtgørelse i Lovtidende, hvilket må formodes at ske snarligst. 

Overgangsregler
Iværksætterselskaberne bør særligt være opmærksomme på overgangsreglerne, herunder at der er en mulighed for at undgå kravet om vurderingsberetning, om kapitalens tilstedeværelse, ved omregistrering til ApS, når selskabets regnskab er revideret. Overgangsreglerne medfører at i iværksætterselskaber, som ikke er under konkurs eller tvangsopløsning, skal generalforsamlingen senest 2 år efter lovens ikrafttræden med det stemmeflertal, der kræves til vedtægtsændring, beslutte, at iværksætterselskabet skal omregistrere sig til et anpartsselskab.

Det er en betingelse at der enten,

  1. udarbejdes en erklæring fra en vurderingsmand om, at kapitalen (40.000 kr.) er til stede jf. selskabslovens § 37, eller at
  2. der forligger et revideret regnskab forsynet med en revisorerklæring uden modifikationer (revision eller udvidet gennemgang), som udviser en selskabskapital og reserver, som kan overføres til selskabskapitalen, på samlet minimum 40.000 kr. Årsregnskabets balancedag må ikke ligge tidligere end 5 måneder forud for beslutningen om vedtægtsændring. Derudover skal det centrale ledelsesorgan afgive en erklæring om, at kapitalen (40.000 kr.) er til stede.

Opfylder iværksætterselskabet ikke kravet til omregistrering kan Erhvervsstyrelsen i første omgang fastsætte en frist for, hvornår det skal gøres. Overskrides også denne frist, kan Erhvervsstyrelsen anmode skifteretten om at opløse selskabet.

Læs lovforslaget som vedtaget her

Kontakt

  • Ole Steen Jørgensen

    Chefkonsulent - cand.merc.aud.

    3369 1026
    4193 3126
  • Mads Heldbo

    Student